Vinder bronze for Lynge

Det er ikke kun i den nederste region af Superligaen, der er spænding til det sidste.

Bronzekampen er fortsat helt åben, og AaB på fjerdepladsen kan endda risikere at blive overhalet indenom af FCM eller Esbjerg i kampen om Europa League-billetter i næste sæson.

Så der skal point på tavlen i aften mod AGF, så AaB selv kan hente bronzemedaljerne på hjemmebane i den afgørende kamp mod Randers på mandag. En kamp der bliver ekstra stor, fordi det samtidig er AaBs legendariske sportsdirektør Lynge Jakobsens sidste kamp i spidsen for klubben efter 17 år som frontfigur.

- Vi spillere er helt vildt opsatte på at få sendt Lynge på pension med en bronzemedalje. Det er en ekstra motivationsfaktor for os alle. Det ville være fantastisk, hvis vi kunne slutte af med bronze og hans farvel på et udsolgt stadion på mandag. Men det kræver, at vi henter point mod AGF, siger AaB-topscorer Nicklas Helenius. Tippet til nedrykning

Han er stolt over, at AaB trods mange skeptiske holdninger ligger i toppen af Superligaen og kæmper om bronze.

- Der var mange, der havde tippet os som en del af nedrykningskampen. Så det er en sejr i sig selv, at vi nu står i en position, hvor vi med to sejre vil være sikre på bronze og europæisk fodbold i næste sæson. Der var mange, der ikke troede på vores unge trup, men jeg synes, at alle har leveret på rigtig højt niveau set over en hel sæson, forklarer Helenius. Randers har imponeret

Han anerkender samtidig Randers som et hold, der også har modbevist eksperternes domme før sæsonens begyndelse.

- Det var de færreste, der havde set os, Randers og Esbjerg ligge så højt oppe i slutningen af sæsonen. Jeg er især imponeret af Randers, der har lykkedes med et stramt koncept. De har haft en rigtig god sæson, og de har været tro mod deres spillestil og koncept. Det fortjener anerkendelse. De har haft en fantastisk sæson med pokalfinale og en placering i toppen. Men vi vil gøre alt for, at de ikke også render med bronzemedaljerne, forklarer Helenius.

Han er blandt de spillere, der tippes til at blive solgt til sommer efter hed interesse fra udlandet.

- Uanset hvad der sker, så håber jeg at vinde noget med AaB. Det ville være stort at gå på sommerferie med en medalje om halsen.

Dagens Gossip