Vinderen fundet i arkitektkonkurrence i Svendborg

Realdania og Svendborg Kommune har været partnere, i udskrivelsen af den internationale projektkonkurrence, om et nyt byrumsforløb mellem Svendborg bymidte og havn.

En enig dommerkomite har nu udpeget vinderen af konkurrencen, og det blev Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue og deres underrådgivere.

Langtidsholdbar og enkel
Forslaget fra vinderteamet er valgt, fordi det har en poetisk nerve, som harmonerer med ideerne i den internationale Cittaslow-bevægelse, som vægter enkelhed, nærvær og ro. Dommerne fremhæver projektets idé, som både langtidsholdbar og enkel i sin udformning.

- Det er et afgørende skridt i byens historie, at de centrale byrum omdannes, og at der skabes en bedre sammenhæng i byen. Det er afgørende for Svendborgs konkurrenceevne og vækstpotentiale at have et dynamisk kultur- og handelscenter, der både æstetisk og oplevelsesmæssigt er af høj klasse. Byen skal udvikles, så den i højere grad end i dag giver folk ekstraordinære oplevelser, så de får lyst til lege, mødes, handle eller bare opholde sig her, siger Bruno Hansen, udvalgsformand for Udvalget for Kultur og Planlægning og formand for dommerkomiteen.

Fra bakke til vand
Svendborgs midte ligger unikt placeret på en bakke i kort afstand fra det nyere havneområde. Men byen vender i dag ”ryggen” mod vandet, fordi både trafik og landskab afskærer byen fra havnen. Et af hovedelementerne i konkurrenceopgaven var derfor at udtænke en ny forbindelse mellem bymidte og havn.

- Vi synes, forslaget giver et flot bud på et forløb gennem byen og ned til havnen. Samtidig tror vi, det bliver en fordel for byen, at en række veje og pladser, som i dag er præget trafik og parkering, fremover får rekreative funktioner. Forslaget er af en kvalitet, som vi forventer, at andre havnebyer kan bruge som inspiration til, hvordan by og havn kan bindes bedre sammen, siger projektleder, Karen Skou, Realdania.

Vinderforslaget lægger op til et grønt trappeanlæg udformet af trin og plateauer ned mod havnen. Det skal kunne anvendes til mange former for ophold, og i al sin enkelhed fungere som et aktivt byrum med plads til transit, ophold og bevægelse.

- Dommerkomiteen vurderer, at hele trappeanlægget viderebringer fortællingen om Svendborgs grønne bakke, og at de parklignende kvaliteter vil imødekomme borgernes behov for at mødes, se og blive set, slappe af og ’hænge ud’. Samtidig kan anlægget som en grøn amfiscene også bære små koncerter og forestillinger med Svendborg Sund som bagtæppe, siger Bruno Hansen, Svendborg Kommune.

Udstilling om fremtidens byrum
Vinderforslaget udstilles på Kulturtorvet, Kulturhus Svendborg, fra den 3. december til 4. januar 2013, hvor man kan få et indtryk af, hvordan byrumsforløbet vil se ud, når projektet er færdigt.

Foto: Svendborg Kommune

Dagens Gossip

Dagens TV