Vingaard efter 0-0 i Randers: En kamp vi må dræbe

Skrevet af admin

05/10/2014

Dagens topnyheder

Da kampen mellem Randers FC og FC Nordsjælland blev fløjtet af, var det gæsterne fra Farum, der havde mest af smile af efter et opgør, hvor der stod Randers på det meste. 


- Randers er os overlegne i både tanke og handling i dag, og det gør, at vi må spille en af de kampe, hvor vi parerer. Derfor bliver det lidt en kamp, som vi må prøve at dræbe.



- Det beslutter vi relativt hurtigt, fordi det ikke føles som om, vi ikke havde overskud eller fart i fødderne og hovedet til at få sat noget sammen, siger Martin Vingaard efter kampen. 


På sidelinjen kunne FCN-træner Ólafur Kristjánsson også hurtigt se, at hans hold havde nok at se til mod en velspillende Randers-hold. 


- De dominerer os i duellerne og spiller samtidig rigtig godt med fin bevægelse. De får os til at løbe meget baglæns i første halvleg.

- Derfor må vi acceptere betingelserne og indstille os lidt på "Damage Control" i pausen, så vi ikke blotter os for meget, lyder det fra FC Nordsjællands cheftræner. 


Kristjánsson kunne notere sig, FC Nordsjællands bedste og vel nok eneste rigtige forsøg i kampen, kom fra Martin Vingaard, da han ramte overliggeren direkte på frispark i anden halvleg. 


Ellers var det et opgør, hvor hjemmeholdet fra Randers tilspillede sig de største muligheder, men uden at omsætte det til scoringer. 


- At vi fik 0-0 med herfra, er en halv sejr for os, da de virkelig dominerede os. Men når vi så hurtigt vælger at dræbe kampen, så må vi være tilfredse med vores defensive præstation, hvor vi holder dem fra at score, siger 29-årige Martin Vingaard.

Det uafgjorte resultat betyder, at FC Nordsjælland fortsat ligger nummer to i Superligaen med to point ned til Randers på tredjepladsen, mens FC Midtjylland topper ligaen fire point foran holdet fra Farum.

/ritzau/