Vingeskudt SPD forlanger indrømmelser af Merkel

Skrevet af admin

16/11/2013

Dagens topnyheder

Det er ikke blevet nemmere for Angela Merkel at få stablet en ny tysk forbundsregering på benene, nu da kanslerens mulige koalitionspartner, det socialdemokratiske SPD, har afsluttet en tre dage lang partikongres, præget af intern ballade.

SPD's forhandlere vil gå ind til den afgørende fase ved de igangværende koalitionsforhandlinger med Merkels kristeligt demokratiske unionspartier CDU/CSU med endnu mere stålsatte krav end hidtil.

- Det er nu, I må levere varen, kære unionsfolk, tordner SPD's formand, Sigmar Gabriel, lørdag i sin afsluttende tale på kongressen i Leipzig.

Her gør han indførelsen af dobbelt statsborgerskab til et ultimativt krav for at gå med i en Merkel-ledet regering.

Sammen med resten af partiledelsen har Gabriel fået et ordentligt hak i tuden af de delegerede på kongressen. Stort set alle partispidser blev genvalgt med yderst pauvre resultater, nu da de sidder ved forhandlingsbordet med de borgerlige i Berlin.

- I sit 150. år som parti vil jeg ikke føre SPD ind i et arrangement, som jeg ikke er overbevist om. Man kan hverken få os gratis eller til halv pris, fastslår formanden.

Partiledelsen frygter, at SPD's 473.000 medlemmer vil sige nej til et kommende regeringsgrundlag, når det efter planen kommer til urafstemning om to ugers tid.

Mange socialdemokrater husker, hvordan Merkel og CDU høstede alle frugterne, mens SPD fik rekordstore vælgersmæk, da partierne senest sad i regering sammen fra 2005 til 2009.

- Vi forråder ikke vores troværdighed for et par ministerposter, siger SPD's formand i Slesvig-Holsten, Ralf Stegner.

- Jeg var skeptisk og er fortsat skeptisk, lyder det også fra Nordrhein-Westfalens ministerpræsident og SPD-næstformand Hannelore Kraft.

Ligesom resten af partiledelsen bebuder hun nu at gå endnu mere stålsat til regeringsforhandlingerne for at få socialdemokratiske mærkesager som indførelsen af en national mindsteløn på 8,5 euro igennem.

Netop det krav er førende CDU-folk efterhånden klar til at acceptere. Men Angela Merkel og andre borgerlige toppolitikere advarer socialdemokraterne imod at blive ublu ved forhandlingsbordet.

- Det kan ikke fungere, hvis vi får en koalition, hvor nogle er ansvarlige for indtægterne, og andre udelukkende tager sig af udgifterne, siger Merkel på CDU's ungdomsorganisation Junge Unions kongres i Erfurt i weekenden.

/ritzau/dpa