Vink farvel til varme - nu kommer frosten

Denne uge vil byde på stabilt og pænt efterårsvejr med ganske få dråber regn. Sandsynligvis vil der kun falde en smule nedbør midt på ugen, og med lidt held sætter regnen ind om natten.

Dagtemperaturerne vil svinge mellem 12 og 15 grader over stort set hele landet. Visse steder kan termometret nå op omkring 18 grader i begyndelsen af ugen.

Nætterne derimod bliver væsentligt mere kølige efterhånden som ugen skrider frem.

I de indre dele af landet kan temperaturerne komme helt ned i nærheden af en til to grader, fortæller Steen Rasmussen, vagthavende meteorolog ved DMI.

- Det bliver pænt og stabilt efterårsvejr. Sidst på ugen bliver det køligere om natten og natten til lørdag kan der måske opleves lidt rim på græsplanerne og frost i jordhøjde i de indre dele af landet, siger han.

DMI tager sine målinger i et par meters højde, og her ventes der ikke at blive registreret frost.

Koldest om natten ventes det at blive i områder længst væk fra kysterne.

Ved kysterne vil nætterne være betydeligt varmere med op til 10 grader.

- Det skyldes de forholdsvis fortsat varme vandtemperaturer på 15-16 grader, forklarer han.

Mandag og tirsdag er der ingen nedbør i udsigt, mens der kan komme en smule regn onsdag aften og natten til torsdag.

Torsdag og fredag ventes der heller ingen nedbør.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV