Vinterberg-film jagter Oscar

Feltet om at blive den danske kandidat til en Oscar-statuette er torsdag blevet kraftigt indsnævret.

En komité bestående af syv repræsentanter for den danske filmbranche og Filminstituttet har således "shortlistet" tre danske film, skriver Det Danske Filminstitut i en pressemeddelelse.

De tre film er "Jagten" af Thomas Vinterberg, "The Act of Killing" af Joshua Oppenheimer og "Nordvest" af Michael Noer. En af de tre skal være Danmarks bidrag i kategorien Bedste ikke engelsksprogede film.

17 spillefilm og 7 dokumentarfilm var i år mulige kandidater.

I 2012 var Nikolaj Arcels "En kongelig affære" Danmarks kandidat, og filmen blev belønnet med en Oscar-nominering.

For tre år siden vandt Danmark og Susanne Bier en Oscar i kategorien for filmen "Hævnen".

Komitémedlemmerne samles formentlig igen torsdag den 26. september for at beslutte hvilken film der har den bedste chance, når Oscar-akademiets medlemmer skal stemme.

- Vi har valgt tre film, der enten har vist, at de gør sig internationalt, eller står lige foran at skulle til det. Vi vil nu gå i tænkeboks, inden vi tager den store beslutning," siger direktør for Det Danske Filminstitut, Henrik Bo Nielsen, der er formand for komitéen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip