Vinterberg: "Jagten" kan blive amerikansk tv-serie

Skrevet af admin

01/03/2014

Dagens topnyheder

Da instruktøren Thomas Vinterberg fik ideen til at lave dramaet "Jagten", ville han og hans makker, instruktøren Tobias Lindholm, oprindeligt lave filmen i USA.

Det afslører Thomas Vinterberg over for Ritzau.

Men filmen om en pædagog, der bliver uskyldigt anklaget for at have forgrebet sig på en lille pige, var ikke noget for amerikanerne, mente instruktørens agent.

- Vi prøvede først på amerikansk, men min agent sagde, at vi aldrig ville få en amerikansk bankmand til at tro på, at der kunne komme billetter ud af den.

- Det er først noget, de køber bagefter, når det har været en succes. Så vi endte hjemme i Danmark igen, og det er jeg meget taknemmelig for i dag, fortæller Thomas Vinterberg.

Nu er det danske drama nemlig nomineret til en Oscar i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film. Og det har allerede åbnet døre for Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm.

- Vi ville gerne have lavet en tv-serie herovre, og nu er vi blevet spurgt om det selvsamme, så det kan jo være, at det bliver til noget. Der er folk, der pønser på at lave "Jagten" som tv-serie, men indtil videre er det bare snak, så vi får se, siger han ydmygt.

- Men det er en historie, der kan foldes ud, og der er jo også et kæmpe juridisk drama i det, fortæller Vinterberg.

Ideen til filmen fik han, da børnepsykologen Søren Friis Smith tilbage i år 2000 bankede på hans dør.

- Søren præsenterede mig for ideen om tanken som virus, siger Thomas Vinterberg og læner sig frem.

- Hvordan en tanke, der er plantet i et sind kan smitte og brede sig, og hvordan børn kan have identiske beretninger om for eksempel en kælder, der slet ikke findes, siger han.

Nysgerrigheden var vakt.

Men alligevel har dramaet været længe undervejs.

- Det var først i år 2008, da jeg selv fik brug for en psykolog, at det faldt mig ind at tage kontakt til ham, der alligevel boede på vejen. Men først måtte jeg hellere læse de sager.

Ideen til "Jagten" var født. Men i takt med, at historien udfoldede sig, kunne Vinterberg mærke, at det også var en usikkerhed i at beskæftige sig med så følsomt et emne.

- Vi havde en moralsk overvejelse i, om de pædofile, der findes, ville kunne drage fordel af filmen. Der er jo sikkert pædofile, der forsøger at påråbe sig deres uskyld, selvom de er skyldige, og det tænkte jeg selvfølgelig på, siger Thomas Vinterberg.

- Men der er også sager med fædre, der er blevet uskyldigt dømt, og børn, der fejlagtigt tror, de er blevet misbrugt. Jeg havde jo lavet den anden historie i "Festen", og derfor mente jeg også, at denne her skulle fortælles, siger han

Om "Jagten" vinder en Oscar, afsløres natten til mandag dansk tid. Showet kan ses direkte på TV2.

/ritzau/