Vintervejr dæmper USA's vækst

Skrevet af admin

05/03/2014

Dagens topnyheder

Store dele af USA har haft en streng vinter med kulde og snestorm, og det har haft sin pris ud over forfrosne næser og forkølelser.

Amerikanernes lyst til at gå på indkøb og forbruge er også dalet flere steder, og det betyder, at væksten i verdens største økonomi er ramt.

Det siger forbundsbanken i USA's hovedstad, Washington DC.

I sin såkaldte Beige Book-rapport siger banken, at den økonomiske aktivitet er faldet en smule i to af 12 distrikter, nemlig i New York og Philadelphia, og det skyldes vejret, mener banken.

Banken bruger de 12 distrikter, hvor den har afdelinger i USA, til sine Beige Book-rapporter.

I Chicago er væksten taget af, mens den er stabil i Kansas City.

De otte øvrige distrikter melder om vækst, der ifølge banken kan betegnes som lille eller moderat.

Overordnet set er væksten en tand ringere end i januar-rapporten.

I de fleste distrikter er væksten inden for butikshandel lidt dårligere, delvist på grund af vejret.

Beskæftigelsen er også ramt i Boston, Richmond og Chicago, men ellers er beskæftigelsen gradvist forbedret i de fleste distrikter.

/ritzau/Reuters