Vintest: Her er den bedste vin til nytårsaften

Skrevet af Holger Madsen

11/12/2013

Mest læste i dag

Året 2013 går efterhånden på hæld, ogg uanset hvordan man har det med det, så er der al mulig grund til at tage afsked med året med en række rigtig gode vine.

Denne uges vintest tager derfor en runde med vin til særlige festlige lejligheder, så man i god tid kan få lidt inspiration til hvilke vine man skal diske op med til festen på årets sidste aften - uanset om man foretrækker røde, hvide eller mousserende vine.

Det var en vin fra sidstnævnte kategori, som trak det længste strå i testen. Endda i form af en engelsk vin. Men den er ikke så engelsk, at det gør noget. Den blev blindtestet i et lille heat sammen med tre demi-sec Champagner, og endte med den højeste vurdering af dem alle.  

Nyetimber Demi-Sec hedder den, og forhandles af Philipson Wine til 249,95 kr. flasken. Nyetimber er et forholdsvist nyt og ganske ambitiøst projekt med udspring i Sussex og West Hampshire i det sydlige England, hvor over 152 ha. vinmarker er tilplantet med de klassiske Champagnedruer Pinot Noir, Pinot Meunier og Chardonnay. Vinene fra Nyetimber har allerede fundet vej til Buckingham Palace og Downing Street og vundet flere internatonale blindsmagninger foran kendte Champagne mærker.

Vindervinen er som sagt demi-sec med et restsukkerniveau på 44 g/l. Men sødmen klæder vinen usædvanlig godt, og komplementer vinen snarere end at overdøve den. Elegant pirrende næse med præg af eksotisk frugt og fyldig og rund mund med noter af citrus, melon, honning og et snert af mineralitet. Alt sammen pakket fint ind i en spændstig og sirlig syre, som holder sødmen i skak på perfekt vis. Helt oplagt som aperitif nytårsaften - eller ved hvilken som helst anden festlig lejlighed for den sags skyld. 

Testvinder

Nyetimber Demi-Sec

******

Forhandler: philipsonwine.dk

Pris: 249,95 kr.

 

Andre anbefalede vine: 

Domaine Mur-Mur-Ium Ventoux-Extrem 2009

******

Forhandler: Holte Vinlager

Pris: 170 kr.       

Kommentar: Helt fantastisk vin. Ja faktisk helt ekstrem lækker vin, som navnet antyder. Super intensiv og blød sag i klar sydfransk stil med mørke bær i næsen og generøse mængder lakrids, peber og mokka i munden. Og så med en utrolig lang og indsmigrende eftersmag med toner af trøffel og vanilje. Kan snildt måle sig med Châteauneuf-du-Pape vine til dobbelt pris. Testvinder i kategorien bedste rødvin.

 

Poet´s Leap Riesling Columbia Valley 2012

*****

Forhandler: Vinens Verden

Pris: 199 kr.

Kommentar: Imponerende amerikansk Riesling med kontinentalt præg. Let sødmefuld sag med flintesten i næsen og fyldig mund med toner af lime og muskat. En rank og stilfuld Riesling. Testvinder i kategorien bedste hvidvin.

 

Zind Humbrecht Clos Häuserer Riesling 2008

*****

Forhandler: Erik Sørensen Vin

Pris: 249,95 kr.

Kommentar: Lækker mineralsk riesling med fin sødme/syre balance. Æble og skifer i næsen, nødder og asparges i munden og pikant grapefrugt i eftersmagen. Stor Riesling.

 

Clos du Mont-Olivet Chateauneuf-du-Pape 2011

*****

Forhandler: Jysk Vin

Pris: 209 kr.

Kommentar: Fin Châteauneuf-du Pape med klassiske noter af mørke bær og peber i næsen, mellemfyldig mund med præg af Herbes de Provence, mokka og lakrids og lang eftersmag med en snert af vanilje.

 

Bonfante & Chiarle Bisù Barolo 2008

*****

Forhandler: A Vinstouw

Pris: 149 kr.

Kommentar: Overraskende blød og imødekommende Barolo med et par år på bagen. Kaffe og chokolade i næsen og pompøs og krydret mund som slutter af med et delikat touch af trøfler.

 

Sacra Natura Terra Alta Celler Pinol 2009

******

Forhandler: Vinoble

Pris: 129 kr.

Kommentar: Super lækker økologisk hvidundervin i moderne stil med tilstræbt kølighed snarere end vulgaritet. Solbær, brombær, peber og salmiaklakrids i både næse og mund, pakket pænt ind i faste tanniner. Kunne nemt koste det dobbelte uden at nogen ville hæve øjenbrynene af den årsag.  

 

Corino Barolo 2009

*****

Forhandler: Domaine Brandis

Pris: 250 kr.

Kommentar: Flot Barolo med kontrollerede tanniner og fint syreniveau. Modne blommer i næsen, kirsebær og mokka i munden og let peberpræg i den lange voluminøse eftersmag. 

 

Thorn-Clarke Shotfire Barossa Shiraz 2009

*****

Forhandler: Skjold Burne Vinhandel

Pris: 139,75 kr.

Kommentar: Superlækker klassisk australsk Shiraz fra Barossa Valley med intensiv duft af modne brombær og røg, fedmefyld og opulent mund med generøse mængder vanilje og peber. Og så med en særdeles lang eftersmag med en snert af friskkværnede kaffebønner.  

 

Sandrone Barbera d´Alba 2010

******

Forhandler: Domaine Brandis

Pris: 199 kr.

Kommentar: Indsmigrende Barbera d´Alba i moderne stil. Saftig og intensiv sag med masser af mørk frugt, kaffe, vanilje og lakridsrod i både næse og mund. Og med en særdeles lang og blød eftersmag med præg af mørk chokolade. En stor oplevelse.

Seghesio Zinfandel Sonoma County 2011

******

Forhandler: Vinens Verden

Pris: 189 kr.

Kommentar: Seghesio Sonoma County Zinfandel 2011 har tidligere henrykket vinpanelet, og gjorde det også i denne ombæring. En flot fyldig sag med stor peberintensitet uden at elegancen går tabt. Et perfekt eksempel hvor lækker Zinfandel kan være, når håndværket er i orden.

 

Tezza Amarone della Valpolicella 2007

******

Forhandler: Vinslottet

Pris: 234 kr.

Kommentar: Endnu en genganger fra tidligere test, som også i denne omgang klarer sig med bravur. En voksen og moden Amarone i moderne stil, med alt hvad en sådan skal have af pondus og fylde. Seks meget sikre stjerner.

 

Resalte Ribera del Duero Crianza 2006

*****

Forhandler: Haller Vine samt Vin & Vin

Pris: 125 kr.

Kommentar: Tæt og intens Ribera del Duero med pænt fast tanninbid trods dens alder. Særdeles saftig mund med noter af kirsebær, brombær, lakrids og ristede kaffebønner og lang eftersmag med noter af peber og vanilje.

 

Demencia Bierzo de Autor 2008

*****

Forhandler: Vinslottet

Pris: 249 kr.

Kommentar: Lækker powerful sag fra et af de absolut mest spændende spanske vindistrikter. Intensiv næse eksplosion af peber, sublim mund med overdådige mængder af lakridsrod, ristede kaffebønner og mørk chokolade og super intensiv røgfyldt eftersmag. Stadig lidt hæmmet af rå tanniner, men med nogle år mere i kælderen har man en verdensklasse vin.

 

La Chablisienne la Pierrelée Chablis 2011

*****

Forhandler: philipsonwine.dk

Pris: 89,95 kr.

Kommentar: Stringent og stilren Chablis fra kooperativet La Chablisienne med hø og grønne æbler i næsen, let salte og mineralske toner i munden og pikant citrus og grape i eftersmagen. 

 

Kangaroo Island The Islander The White 2011

*****

Forhandler: A Vinstouw

Pris: 89 kr.

Kommentar: Delikat australsk hvidvin med eksotisk præg i både næse og mund. Ananas og fersken i næsen, vanilje og passionsfrugt i munden og fin cremet eftersmag med et strejf af toast.

 

Monasterio de las Vinas Reserva 2006

******

Forhandler: Skjold Burne Vinhandel

Pris: 79,95 kr.

Kommentar: Flot moden og silkeblød spansk vin med 90 Parker point i bagagen. Varm og fyldig næse med masser af mørke bær, fyldig mund med bløde tanniner og peberpræg og lang behagelig eftersmag med lette vaniljetoner. Super køb til prisen.

FinansBureauet.dk tester hver uge en række vine, med det formål at finde de bedste vine til prisen. Alle vine smages som udgangspunkt blindt. Vinene vurderes i forhold til deres priser efter følgende skala:

Stjerner         Vurdering

******          Vurderes til at burde koste mindst 50 % mere end butiksprisen       

*****            Vurderes til at burde koste mellem 25 og 49 % mere end butiksprisen

****              Vurderes til at burde koste mellem 1 og 24 % mere end butiksprisen

Vine der vurderes til at koste mindre end butiksprisen vil ikke blive omtalt.

Læs flere nyheder på FinansBureauet her

Skrevet af Claus Forrai, finansbureauet.dk.