Vintesten uge 27: Tysk Riesling scorer topkarakter

Skrevet af redaktion

03/07/2012

Dagens topnyheder

Denne uges vinder af vintesten er en tysk Riesling. Det var en tysk Riesling, der løb med sejren i denne uges test af gode tilbud og nyheder her og nu. I mange år har Rieslingdruen levet en temmelig upåagtet tilværelse og har for år tilbage omtrent været et skældsord. Men i de senere år er druen blevet decideret kult blandt selvhøjtidelige vinentusiaster. Og går man tilbage til starten af det forrige århundrede, regnedes Riesling blandt de absolut fineste vine i verden. Men sandheden er, at Riesling kan være lidt af en udfordring for konsumenten. Ikke mindst i årgang 2010, som er kendt som et "rigtigt" Riesling år (og hermed menes, at der er syre i vinene så hatten passer). Men sandheden er også, at netop Riesling vine kan tilbyde oplevelser som ingen andre vine kan. Ugens vindervin er et godt eksempel på, hvor lækker ren og præcis tysk Riesling kan være, hvis håndværket er i orden. Eser hedder vindervinen, som koster 74,75 kr. på tilbud hos Skjold Burne. Og de penge er givet rigtig godt ud. En lækker stram vin med ganske let honningsødme, der holder syren perfekt i skak og med det klassiske mineralske bid og stålpræg der kendetegner gode Riesling vine. Rigtig god vin til prisen.   Testvinder   Eser Rheingau Riesling Trocken 2010 ****** Forhandler: Skjold Burne Vinhandel Pris: 74,75 kr.     Andre anbefalede vine:   Domaine du Mas de la Tour 2009 ****** Forhandler: Skjold Burne Vinhandel Pris: 49,75 kr. Kommentar: Varm, blød og fyldig sydfransk bombe med let mineralsk præg fra den fantastiske årgang 2009. Virkelig godt køb til prisen   Vidal-Fleury Ventoux 2010 ***** Forhandler: Philipson Wine Pris: 49,95 kr. Kommentar: Blød og elegant Rhone vin med præg af mørke bær og delikat let pebret lang eftersmag   Domaine Horgelus 2011 ***** Forhandler: a vinstouw Pris: 55 kr. Kommentar: Lækker aromatisk, frisk og frugtintensiv fransk hvidvin med et touch af hø og eksotisk frugt.   Carparzo Toscana 2010 ***** Forhandler: Vinoble Pris: 59 kr. Kommentar: Spændende og lidt utraditionel Sangiovese præget toscaner med stor blødhed og elegance.   FinansBureauet.dk tester hver uge en række vine, med det formål at finde de bedste vine til prisen. Alle vine smages som udgangspunkt blindt. Vinene vurderes i forhold til deres priser efter følgende skala:   Stjerner         Vurdering ******          Vurderes til at burde koste mindst 50 % mere end butiksprisen                      *****            Vurderes til at burde koste mellem 25 og 49 % mere end butiksprisen ****              Vurderes til at burde koste mellem 1 og 24 % mere end butiksprisen Vine der vurderes til at koste mindre end butiksprisen vil ikke blive omtalt. Skrevet af Claus Forrai, finansbureauet.dk Tegn gratis abonnement på FinansBureauets Nyhedsmagasin her