Virksomheder får bedre overblik over jungle af nye love

Skrevet af admin

26/10/2015

Mest læste i dag

Det kan være et fuldtidsjob for virksomheder at følge med i den myriade af ny lovgivning, som bliver implementeret året rundt.

Derfor indføres der nu to dage, hvor hovedparten af den erhvervsrettede lovgivning træder i kraft. Dermed bliver det lettere at drive virksomhed i Danmark, lyder det.

- Regeringen ønsker, at det skal være lettere og billigere at drive virksomhed i Danmark. Et led heri er at gøre det nemmere for virksomhederne at holde sig orienteret om nye regler.

- Og det er netop, hvad vi opnår ved at samle den erhvervsrettede lovgivning på to faste dage, siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V).

De to dage, som virksomheder skal rette blikket mod, bliver 1. januar og 1. juli.

Fremover kan virksomhederne en måned før de to datoer gå ind på Virk.dk, som er virksomhedernes indgang til offentlige myndigheder, og se, hvilke love og bekendtgørelser der træder i kraft.

- Fremover kan virksomhederne groft sagt bruge de 363 dage til at drive virksomhed og så ved de, at de skal holde øje med nye regler 1. januar og 1. juli, siger han.

Ordningen træder i kraft 1. oktober i år, og herefter skal nye erhvervsrettede regler og love som udgangspunkt træde i kraft på en af de to datoer.

Der kan være undtagelser, eksempelvis særligt hastende skattelovgivning eller hvis en bestemt dato er et krav fra EU, men undtagelserne bliver vurderet i regeringens Økonomiudvalg, så der ikke bliver flere end højst nødvendigt.

Både Holland og England har allerede indført lignende ordninger.

/ritzau/