Virksomheder hyrer østeuropæere i tusindvis

Østarbejdere strømmer mod Danmark for at finde et job, der er bedre betalt end derhjemme.

Alene i 2012 ankom der over 10.000 personer fra Østeuropa - især Polen - med det mål at finde et arbejde, skriver Berlingske.

Ifølge Dansk Arbejdsgiverforening (DA) er det "helt uacceptabelt", at almindelige job ikke kan udfyldes af danske medarbejdere.

- Var det ikke for de mange tusinde, som er rejst til Danmark fra udlandet for at arbejde, så var der endnu flere virksomheder, der for længst havde opgivet at producere i Danmark, siger DA's administrerende direktør, Jørn Neergaard Larsen, til Berlingske.

Han anser af den grund indvandringen af arbejdskraft som et stort plus for dansk økonomi.

Selv om arbejdsløsheden blandt danske fag- og ufaglærte er stor, så arbejder næsten 56.000 østeuropæere i Danmark ifølge en ny opgørelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har bestilt en undersøgelse af, hvorfor de danske virksomheder ansætter folk fra Østeuropa, når der nu er masser af ledige danske hænder.

Opgaven er lagt i hænderne på Søren Kaj Andersen, lektor og centerleder på Sociologi ved Københavns Universitet.

Han giver over for Berlingske to forklaringer på, hvorfor virksomhederne er så glade for den udenlandske arbejdskraft.

- Det ene er deres arbejdsvillighed. Arbejdsgiverne oplever østeuropæerne som engagerede, mødestabile medarbejdere med et beskedent fravær. Det handler om uformelle kvalifikationer, det vil sige de helt fundamentale ting som engagement og villighed.

Det andet motiv er at spare på lønomkostningerne, lyder det. I snit ligger lønningerne højere end overenskomsterne, men der er også østeuropæere, som får mindre ifølge Søren Kaj Andersen.

/ritzau/

Dagens Gossip