Virksomheder kan skaffe vand og internet til flygtninge

Skrevet af admin

07/03/2016

Mest læste i dag

Danske virksomheder kan udvikle løsninger, som kan gøre livet bedre i flygtningelejre rundt om i verden.

Men det er dyrt at udvikle nye produkter, og derfor glæder man sig i Dansk Industri over, at udenrigsminister Kristian Jensen (V) har afsat otte millioner kroner til samarbejde mellem virksomheder og nødhjælpsorganisationer.

- I den tidlige udviklingsfase er der høje omkostninger, og når man udvikler produkter til nødhjælpsmarkedet er det usikkert, om det faktisk er noget, man som virksomhed kan tjene penge på i fremtiden, siger Marie Gad, chefkonsulent i Dansk Industri.

- Det nye initiativ kan betyde, at der er virksomheder, som siger: Lad os tage chancen. Vi prøver at lave en ny løsning, og så håber vi, at vi kan gøre en forretning ud af det på lang sigt, mener hun.

Hidtil har det været det langsigtede udviklingssamarbejde, som erhvervsprogrammerne har været tiltænkt. Men nu skal virksomheder også kunne få tilskud til at løse konkrete problemer for flygtninge.

Hvert år køber FN-organisationer ind for milliarder af dollar til flygtningelejre. På trods af Danmarks lille størrelse er vi en af de ti største leverandører til FN-systemet, fortæller Marie Gad.

- Danske virksomheder er allerede rigtig gode til at byde ind på det marked. Virksomheder kan udvikle nye teknologier, som kan gøre en positiv forskel i flygtningelejrene. Det er ikke noget, som nødhjælpsorganisationer kan alene, siger hun.

Hun fremhæver blandt andet Grundfos, der har udviklet en ny pumpe, som egner sig til at skaffe rent vand i for eksempel flygtningelejre, og den lille virksomhed Bluetown som har udviklet en løsning, der vil kunne give flygtninge adgang til internet i lejrene.

Den nye støttemulighed er en del af programmet Danida Business Explorer.

Her har der hidtil kunnet søges penge til projekter i Afrika og Asien og en række udviklingslande. Nu vil også projekter i Syrien, Libanon, Jordan, Irak, Yemen, Sudan og Den Centralafrikanske Republik kunne støttes.

/ritzau/