Virksomheders købelyst stiger fortsat

Der er for alvor kommet gang i køb og salg af virksomheder. Både de danske virksomheder melder sig på banen, og også udlandet viser interesse for virksomheder inden for de danske grænser.

I andet kvartal i år blev der solgt 40 pct. flere virksomheder i Danmark i forhold til sidste år i samme kvartal. Det viser en analyse fra Audon Partners, der beskæftiger sig med M&A markedet. Næsten halvdelen af de solgte virksomheder har haft en udenlandsk opkøber. Og ifølge Frederik Aakard fra Audon Partners ser den store aktivitet ud til at fortsætte i tredje kvartal. Lige nu har der været cirka 23 transaktioner.

»Virksomhederne har fået ild under fødderne, og nu skal der ske noget. Musikken spiller igen, og så er det jo en ren stoleleg. Det gælder om at finde de virksomheder, der passer til en. Og det gælder om at komme af med de virksomheder, der ikke passer til en,« siger han.

Ifølge Frederik Aakard kan man tale om, at globaliseringen bevæger sig ind i fase to.

»Det er globaliseringen, der nu kører igen. Den har været sat på hold i et par år, men nu får vi den fulde effekt af, at virksomheder gør sig til for at kunne operere globalt. Man kan ikke tillade sig at fedtspille længere,« forklarer han.

Efter krisen er virksomhederne klar til at satse på det globale marked. Og det er ikke kun de store spillere, der markerer sig.

»De mellemstore virksomheder begynder også at træffe beslutninger om en tilstedeværelse på de udenlandske markeder. De vil også være sikre på, at de har en plads i USA, for nu kan de ikke bare nøjes med at være i Europa,« forklarer han.

I forhold til de danske virksomheder, så mener Frederik Aakard, at det er vigtigt, at de begynder at finde deres rolle og strategi for at kunne følge med det globale marked.

»Det er sundt, at man kommer i en situation, hvor man er nødt til at træffe en strategisk beslutning. Så får man fisken på bordet. Man er nødt til at have nogle holdninger til, hvad man vil med sin virksomhed,« forklarer han.

 

Dagens Gossip