Vismænd advarer mod ufinansierede skattelettelser

Skrevet af admin

31/05/2016

Dagens topnyheder

Flygtninge, faldende olieindtægter og en aldrende befolkning lægger pres på de offentlige kasser i årene fremover. Derfor er det vigtigt at holde nøje styr på pengene, lyder det fra de økonomiske vismænd, der derfor advarer mod ufinansierede skattelettelser.

- Det er vigtigt, at efterårets skattereform bliver fuldt finansieret. Der er hverken plads til eller behov for at lempe finanspolitikken i den aktuelle situation, lyder det fra overvismand Michael Svarer i en pressemeddelelse om vismændenes forårsrapport.

Her gør vismændene - det populære navn for formandskabet for De Økonomiske Råd - status over dansk økonomi. Og den ser generelt set fornuftig ud, lyder bedømmelsen.

Finanspolitikken er holdbar på lang sigt, de offentlige finanser er grundlæggende sunde, og vismændene regner med en økonomisk vækst på 1,1 procent i år og to procent næste år.

Alligevel er der ikke råd til at slippe tøjlerne, lyder det klare budskab.

- Man bør være forsigtig med at vedtage ufinansierede skattelettelser i den nuværende situation, hvor der er betydelig usikkerhed om udviklingen i de offentlige finanser i de kommende år, står der i rapporten.

Skattelettelser står højt på ønskelisten forud for de skatteforhandlinger, der forventes at gå i gang til efteråret.

Liberal Alliance har direkte truet med at vælte regeringen, hvis ikke topskatten sættes ned med fem procentpoint. Og regeringspartiet Venstre vil gerne sænke skatten på de laveste arbejdsindkomster.

Uanset hvad politikerne bestemmer sig for, bør de anvise konkret og besluttet finansiering, påpeger vismændene.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) sagde for nylig til Ritzau, at der ikke er råd til skattelettelser, hvis man alene ser på det økonomiske råderum frem til 2020.

For at det kan gå op, vil regeringen se længere ud i fremtiden, forklarede finansministeren.

- Nu ser vi frem mod 2025, og vi sætter lyset på det, sagde Hjort.

Det skal ikke forstås sådan, at der først kommer skattelettelser efter 2020, understregede finansministeren. Skattelettelser frem til 2020 er bestemt ikke afblæst.

/ritzau/