Vismænd: Flygtninge presser de offentlige finanser

Skrevet af admin

31/05/2016

Dagens topnyheder

De mange flygtninge og familiesammenførte, der er kommet til Danmark det seneste år presser økonomien i en sådan grad, at politikerne enten må spare eller sænke serviceniveauet.

Det konstaterer de økonomiske vismænd - formandskabet for Det Økonomiske Råd - i deres forårsrapport.

- Det er et politisk valg, hvordan man vil finansiere udgifterne til de flygtninge, der er kommet til Danmark den seneste tid, siger overvismand Michael Svarer i en pressemeddelelse.

Vismændene har regnet sig frem til, at stigningen i flygtninge og asylansøgere fra 2014 til 2016 vil medføre offentlige merudgifter på ni milliarder kroner om året fra 2017 og frem.

I det tal indgår dog ikke, at nogle af flygtningene også vil få arbejde og dermed betale skat. Og netop beskæftigelsen er helt afgørende, påpeger vismændene.

Beskæftigelsesfrekvensen for nye flygtninge skal forøges markant i forhold til dem, der er i landet i dag, hvis den finanspolitiske holdbarhed ikke skal svækkes, lyder det.

- Det er ikke realistisk at forvente, at flygtningene kan bidrage positivt til de offentlige finanser de første mange år. Selv på lang sigt kræver det en markant forøgelse af deres beskæftigelse, siger Michael Svarer.

Regeringen har indtil videre valgt, at udgifterne til integration, forsørgelse og offentlig service for flygtninge skal holdes inden for de allerede vedtagne udgiftslofter.

Det forudsætter, at der gennemføres offentlige besparelser på andre områder, fastslår vismændene.

En anden mulighed kunne være at øge udgiftslofterne. Men det vil betyde, at man skal spare andre steder, for eksempel på offentlige investeringer.

Regeringen har lagt op til nulvækst i det offentlige forbrug næste år. Det kan ifølge vismændene blive svært at overholde, hvis antallet af flygtninge stiger.

/ritzau/