Vismændene høvler halvdelen af vækstskønnet for i år af

Skrevet af admin

09/02/2016

Mest læste i dag

Fremtiden for dansk økonomi ser ikke længere lige så lys ud.

Det er i hvert fald meldingen fra de økonomiske vismænd, som skruer ned for vækstskønnet for 2016.

Det skriver Børsen.

Vismændene venter nu en vækst på 1,1 procent mod tidligere 2,2 procent.

- Det skyldes, at indikatorerne ikke har udviklet sig helt så positivt som forudsat, samt at der vurderes at være større risici i global økonomi, står der i prognoseopdateringen fra Det Økonomiske Råd ifølge Børsen.

Overvismand Michael Svarer vil til avisen ikke kommentere, men Svarer påpeger sammen med de øvrige vismænd i en kronik i Børsen, at opsvinget "fortsat er på sporet".

I prognosen bliver der ikke pillet ved skønnet for 2017. Men vismændene understreger, at meget afhænger af, hvordan resten af verdensøkonomien arter sig.

- Forventningen om forstærket fremgang i Danmark de kommende år hænger i væsentlig grad på, at eksporten igen kommer i gang, lyder det fra vismændene ifølge Børsen.

Vismændene fremhæver vækstudsigterne i Kina og den faldende oliepris som de to største risici.

Dansk Erhvervs cheføkonom, Steen Bocian, mener, at skønnet for 2017 ligger i den høje ende. Han siger til Børsen, at han ikke vil være overrasket over en nedjustering i forventninger til 2017 på et senere tidspunkt.

Hos Danske Bank er man til gengæld overrasket over den store nedjusteringer, fortæller bankens cheføkonom, Las Olsen til Børsen.

/ritzau/