Visumproblemer koster FCK-spiller kamp mod Newtown

Skrevet af admin

23/07/2015

Dagens topnyheder

Fodboldklubben FC København må undvære Daniel Amartey, når klubben torsdag aften spiller mod Newtown i Wales i anden runde i Europa League-kvalifikationen.

Den ghanesiske spiller må blive hjemme i Danmark, fordi der er opstået problemer med at få visum.

Daniel Amartey har ifølge FC Københavns hjemmeside visum til Schengen-landene, men ikke til Storbritannien.

Det lykkedes ikke at få et visum på plads inden afrejsen fra København.

FCK-manager Ståle Solbakken har ikke udtaget en erstatning for Daniel Amartey. Truppen består nu af 18 spillere.

FCK vandt den første kamp med 2-0 på hjemmebane.

Torsdagens kamp i Wales begynder klokken 19.45.

FCK meddeler også, at klubbens nye angriber, Federico Santander, er på vej til Danmark.

Han er dog ikke aktuel til søndagens udekamp mod Esbjerg, hvor FCK spiller sæsonens første kamp i Alka Superligaen.

Federico Santander fra Paraguay blev natten til onsdag dansk tid slået ud af Copa Libertadores sammen med sin klub, Club Guarani.

Klubben tabte samlet 1-3 til argentinske River Plate i semifinalen.

Angriberen nåede at score seks gange i turneringen, der er Sydamerikas udgave af Champions League.

/ritzau/