Vittinghus' All England-eventyr slutter i semifinalen

Den danske sensationsmager Hans-Kristian Vittinghus skal ikke spille finale i All England-turneringen i badminton.

Eventyret sluttede i semifinalen, da Hans-Kristian Vittinghus tabte med 21-15, 14-21, 14-21 til kineseren Houwei Tian.

Houwei Tian er seedet som nummer otte i turneringen og ligger også nummer otte på verdensranglisten.

Her er Hans-Kristian Vittinghus nede som nummer 26, og som useedet i All England har danskeren overrasket gang på gang på sin færd gennem den traditionsrige turnering. Men i semifinalen gik den ikke længere.

- Jeg er selvfølgelig træt af at tabe, men helt ærligt kan jeg også sige, at jeg er godt tilfreds med min præstation, siger Hans-Kristian Vittinghus til TV 2 Sport.

I semifinalen fortsatte han fra kampens start sit store eventyr.

Den 30-årige danske fighter fik en superstart og bragte sig foran 11-7. Kineseren virkede mør og rystet, men også danskeren har brugt meget energi på at nå semifinalen, og Houwei Tian nåede op på 14-15, før han med et par fejl forærede Vittinghus tre point på stribe.

Tættere på end 15-18 kom kineseren ikke, og Vittinghus lukkede sættet på den første sætbold.

I andet sæt fortsatte Vittinghus sin vilde fight med redninger og flotte slag på stribe, men danskerens spil blev generelt for kort, og Houwei Tian havde bedre held til at holde længden i slagene og med at finde de afgørende åbninger først.

Kineseren kom foran 13-5 efter syv point i træk, og det forspring kunne Vittinghus ikke indhente.

- Jeg gjorde, hvad jeg kunne, men han fik virkelig sat en mur op, som jeg ikke kunne trænge igennem, og han åd mig lidt fysisk, siger Hans-Kristian Vittinghus.

Det viste sig også i tredje sæt, hvor danskeren hurtigt kom bagud 0-4, og eventyret lakkede mod enden. Nede 4-13 stod han over for muren, og denne gang kunne Vittinghus ikke rive den ned, selv om han prøvede ihærdigt og kæmpede sig tilbage på 11-13.

Da strammede Houwei Tian igen grebet og kom på 18-12, før han afgjorde kampen.

I finalen venter legenden Lin Dan, som slog Jan Ø. Jørgensen ud i kvartfinalen.

Sidste år nåede Jan Ø. Jørgensen herresinglefinalen, som han dog tabte. Før Jan Ø. Jørgensen var Peter Gade seneste dansker i All England-finalen, da han vandt turneringen i 2004.

Tidligere lørdag spillede Joachim Fischer og Christinna Pedersen sig i All England-finalen i mixeddouble.

/ritzau/

Dagens Gossip