Vittinghus er færdig ved Denmark Open efter drama

Skrevet af admin

16/10/2013

Dagens topnyheder

Det blev en tæt og spændende kamp i første runde for herresinglen Hans-Kristian Vittinghus, som endte med at tabe til thailænderen Tanongsak Saensomboonsuk i tre sæt.

Med et nederlag på 21-17, 16-21, 18-21 røg Vittinghus ud i første runde ved Super Series-turneringen Denmark Open i badminton i Odense. Kampen varede 56 minutter.

Hans-Kristian Vittinghus vandt ellers første sæt med 21-17 efter lidt over et kvarters spil. Det stod lige ved 2-2, men derfra var thailænderen bagud i resten af sættet.

Der var langt mere spænding om det i andet sæt, hvor Vittinghus havde svært ved at trække fra.

Thailænderen blev ved med at udligne små føringer til Vittinghus, og det stod helt lige ved 11-11, 12-12, 13-13 og 14-14.

Ved 15-15 begyndte thailænderen at spille bedst og kom foran 17-15. Og trods en dansk reducering til 16-17 kunne Vittinghus ikke forhindre sættabet.

I tredje sæt begyndte thailænderen bedst og kom foran 2-0, inden Vittinghus vandt fire point i træk til 4-2-føring.

Saensomboonsuk udlignede til 4-4, inden Vittinghus satte tingene på plads med fire point i træk for anden gang på kort tid. Og så var stillingen 8-4 til Vittinghus.

Thailænderen fik kontakt igen ved 12-12, og duellanterne fulgtes ad til 17-17, men derfra styrede Saensomboonsuk sejren i land.

Det var fjerde gang, at Vittinghus mødte Saensomboonsuk, som ligger nummer 19 på verdensranglisten. Vittinghus, der ligger nummer 17 på samme liste, havde vundet de to seneste indbyrdes opgør i 2011.

Tidligere onsdag blev et hav af håbefulde danskere også slået ud af turneringen.

Damesinglen Mia Blichfeldt røg ud efter nederlag i to hurtige sæt, som i alt varede 23 minutter.

Sandra-Maria Jensen var ude i en langt mere tæt kamp over tre sæt mod skotten Kirsty Gilmour. Kampen endte 21-18, 15-21, 21-10 til skotten efter 54 minutters spil.

Også damedoublerne Amanda Madsen/Isabella Nielsen, Lena Grebak/Maria Helsbol samt Camilla Martens/Mia Sejr Nielsen er færdige efter nederlag onsdag.

/ritzau/