Vittinghus har selvtillid inden kvartfinale

Han har lige slået verdens nummer seks, og så kan man jo lige så godt tage nummer to i næste hug.

Badmintonspilleren Hans-Kristian Vittinghus har som en af de eneste danskere haft succes ved All England, hvor han i kraft af en sejr over thailænderen Boonsak Ponsana torsdag aften nu står i kvartfinalen.

Næste forhindring hedder Chen Long, er kineser og altså rangeret som verdens næstbedste.

- Det bliver selvfølgelig en meget, meget svær kamp. Men sådan som jeg spiller og med den selvtillid, som jeg har opbygget de seneste par uger, ser jeg ikke nogen grund til, at jeg ikke skulle gå efter endnu sejr, skriver Vittinghus på sin fanside på Facebook.

Sejren over Ponsana kom først i hus i tredje sæt, som danskeren vandt 21-19 efter en kamp, der ellers ikke begyndte alt for godt for danskeren.

- Jeg spillede ikke særligt godt til at begynde med, men jeg kæmpede mig ind i kampen. Selv om jeg var meget nervøs mod slutningen, lykkedes det at styre mine følelser og spille mit spil.

- Det lyder meget simpelt, men det er enormt svært i sådanne situationer, skriver han.

Uanset udfaldet af kvartfinalen har Vittinghus formentlig allerede nået et af sine sæsonmål, nemlig at kvalificere sig til VM.

Det kræver en plads blandt de 24 bedste på verdensranglisten i slutningen af april, og den skulle være så godt som hjemme nu.

Kampen mod Chen Long spilles omkring klokken 19 dansk tid fredag aften.

Senere spiller de øvrige tilbageværende danskere i turneringen, mixeddoublen Mads Pieler Kolding/Kamilla Rytter Juhl, mod et sydkoreansk par.

/ritzau/

Dagens Gossip