VKO vil stramme prøvekravene i folkeskolen

»En folkeskolereform er ufuldstændig, hvis ikke vi bliver enige om, at den afsluttende prøve skal betyde mere. Det er en helt afgørende brik for den blå blok i skoleforhandlingerne,« siger undervisningsordfører Karen Ellemann (V) til Politiken.

VKO mener, at de elever, der ikke består, skal gå på sommerskole og bestå en omprøve. Og kun elever, der har bestået, kan blive optaget på en ungdomsuddannelse.

De Radikales undervisningsordfører, Lotte Rod (R), mener dog, at forslaget er for strengt.

»Vi skal ikke lave et duer/duer ikke-system. De elever, der har det svært, har ikke brug for at få et dumpestempel i panden. Vi skal styrke uddannelsesplanen, så den enkelte unge når det niveau, der er brug for på den ungdomsuddannelse, vedkommende skal ind på,« siger hun.

Tal fra Undervisningsministeriet viser ifølge Politiken, at 18 procent af eleverne i 9. klasse ved afgangsprøverne i 2011 ikke bestod enten dansk eller matematik eller ikke tog prøven.

Dagens Gossip

Dagens TV