Vladimir Putin hylder Sepp Blatters "professionalisme"

Sepp Blatter og Vladimir Putin ligner to mænd, der for alvor står sammen i international fodbold i øjeblikket.

Før Fifa-valget hentede den nyvalgte præsident for det internationale fodboldforbund (Fifa), Sepp Blatter, således markant opbakning fra den russiske præsident, Vladimir Putin.

Dagen efter Blatters valgsejr, som sikrede schweizeren yderligere fire år som Fifa-præsident, strømmer der da også ros i Blatters retning fra netop Vladimir Putin.

- Putin udtrykte, at han er sikker på, at Blatters erfaring, professionalisme og høje niveau af autoritet vil betyde, at han er i stand til at sprede fodboldens popularitet yderligere geografisk, siger en talsmand fra den russiske regering således lørdag.

Rusland har værtsskabet for VM-slutrunden i 2018, som blev tildelt blandt andre for næsten af England, og i forbindelse med korruptionsskandalen, der brød ud onsdag, var Putin også på banen med opbakning til Blatter.

Her pointerede Putin, at USA intet har at gøre med Fifa-affærer, og at hele korruptionssagen, anholdelserne og sigtelserne udelukkende skyldtes, at USA ønskede at sætte en stopper for Sepp Blatter.

Nu glæder Vladimir Putin sig i stedet til at afholde VM-slutrunden i 2018.

- Putin pointerede igen, at Rusland er interesseret i at samarbejde med Fifa generelt og i særdeleshed omkring forberedelserne til VM i 2018 i Rusland, siger talsmanden.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV