VM: Alt peger på Nørgaard-comeback mod Algeriet

Skrevet af admin

10/12/2013

Dagens topnyheder

Den ømme ankel holder, smerterne er til at leve med, og spurterne foregår i samme tempo som før.

Ann Grete Nørgaard blev prøvet af under VM-holdets formiddagstræning i Nis, og alt tyder på, at den hurtige fløjspiller er klar til at gå på banen i aften mod Algeriet.

Det er også det, landstræner Jan Pytlick havde regnet med. Han planlagde allerede mandag at give Nørgaard kampminutter mod nordafrikanerne - spørgsmålet er blot, hvor mange.

Hverken Ann Grete Nørgaard, Pytlick eller nogen andre i den danske VM-delegation ville dog udtale sig om testens forløb.

Dermed kan Nørgaards comeback først blive officielt bekræftet, når assistenttræner Ulrik Kirkely offentliggør det danske hold lidt efter klokken 19 i aften.

Tvis-spilleren kom til skade undervejs i den første kamp mod Kina, hvor hun vred om i et kontraangreb og måtte udgå med store smerter.

Ann Grete Nørgaard var i øvrigt den eneste, der for alvor fik løbet under træningen, der mest bestod af de forskellige styrke- og gymnastikøvelser, som Pytlick har indført i stedet for decideret håndboldtræning på kampdagene.

Landstræneren støtter sig til en teori om, at øvelserne tænder nervebanerne allerede fra om formiddagen og dermed gør spillerne "mere klar" til kampene.

/ritzau/