VM: Costa Rica inspireres af Pelé og Santos

VM-overraskelsen fra Costa Rica nyder tilværelsen i Brasilien, hvor holdet lørdag møder Holland i kvartfinalen.

For at finde yderligere inspiration har det costaricanske fodboldlandshold besøgt den brasilianske legende Pelés museum i Santos.

Museet åbnede for nogle få uger siden og har næsten 3000 objekter, der er relateret til den brasilianske fodboldgud. Nogle af objekterne har Pelé selv doneret til museet.

Costa Rica har desuden trænet på fodboldklubben Santos' stadion, hvor Pelé i sin aktive karriere scorede et hav af mål. Santos har været Costa Ricas faste base under slutrunden.

Hver enkelt spiller fra Costa Rica har modtaget en Santos-spilletrøje med Pelés navn på, og klubben har ladet sit U20-hold være sparringspartner for Costa Rica.

- Santos har tilbudt klubbens gæstfrihed og hjælp på alle måder. De har lånt klubbens stadion til os og medlemmer af klubbens U20-hold, som deltager i vores træning. Vi vil gerne takke Santos for denne gave. I er i vores hjerter, skriver det costaricanske fodboldforbund i en pressemeddelelse.

Lørdagens kvartfinale mod Holland begynder klokken 22 dansk tid.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip