VM-debutant uden nerver: Det er jo bare håndbold

Skrevet af admin

12/12/2013

Dagens topnyheder

Der skulle et afbud fra stamplaymakeren Lotte Grigel til, før Jane Schumacher blev kaldt ind i den danske VM-trup, men den dynamiske Skive-spiller har kastet sig hovedkulds ind i den danske jagt på medaljer.

Selv om erfaringen på international niveau er til at overse, har VM-debutanten spillet helt uden nerver i de første fire kampe i Serbien.

- Jeg tror, jeg har været god til at lukke alt det rundt om mig ude. Det er vigtigt for mig at fokusere på, at det altså bare er håndbold, og banen er den samme som derhjemme.

- Jeg tænker overhovedet ikke over, hvor stort det her er. Det skal ikke hæmme mig, siger Jane Schumacher.

Mod Serbien onsdag aften fik hun 20 minutter på banen, da Kristina Kristiansen skulle have en pause.

Den 25-årige spilfordeler lavede to mål og leverede en ny, solid præstation, selv om rammerne var noget anderledes, end hvad hun er vant til.

- Der var jo en kæmpe stemning. En fed kulisse, og jeg har aldrig prøvet at spille for så mange tilskuere før, og så var de oven i købet alle sammen imod os.

- Men jeg synes egentlig bare, at det gav lidt ekstra. Jeg var god til at lukke det ude, og jeg kiggede ikke op på tilskuerpladserne, siger Jane Schumacher.

Hun er samlet noteret for 13 scoringer efter Danmarks første fire VM-kampe.

/ritzau/