VM-farce slutter: IHF udpeger to helt nye deltagere

Skrevet af admin

21/11/2014

Dagens topnyheder

Det har mildest talt været en rodet affære at finde frem til deltagerne ved herre-VM i Qatar, der begynder om knap to måneder.

Nu står det dog klart, at det bliver Saudi-Arabien, der overtager Bahrains plads, når håndboldherrerne løber på banen til januar.

Samtidig overtager Island pladsen fra De Forenede Arabiske Emirater, der tidligere meldte afbud sammen med Bahrain. Det blev afgjort på et møde fredag aften i den tyske by Herzogenaurach.

Dermed havner Saudi-Arabien i gruppe D med Danmark, skriver Dansk Håndbold Forbund på Twitter.

- IHF har udpeget Island og Saudi-Arabien som afløsere for Bahrain og Emiraterne til herre-VM i januar. Saudiaraberne kommer i Danmarks gruppe, skriver DHF.

Det blev afgjort af 18 udvalgte på et møde i det internationale håndboldforbunds såkaldte council.

Det er forbundets øverste råd, der skal beslutte, hvem der skal udfylde de ledige pladser ved herre-VM i Qatar efter afbud fra Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater. Senere fortrød landene afbuddet og meddelte, at de gerne ville deltage alligevel.

Men afbuddene bliver mødt med en bøde, skriver IHF på sin hjemmeside.

- IHF Council har besluttet at pålægge en bøde på 100.000 schweizerfranc (knap 620.000 kroner) til hver af de to nationer for tilbagetrækningen, lyder det.

Forløbet op til udvælgelsen har været præget af stor virvar og usikkerhed.

Det hele startede med en ændring i reglerne den 8. juli, da IHF's såkaldte council gav sig selv mulighed for at sortere i de lande, der har kvalificeret sig til VM.

Reglen siger, at council kan tage en VM-plads fra et land, hvis man mener, at det pågældende holds sportslige niveau ikke er højt nok.

Det gik ud over Australien, som blev vippet ud til fordel for Tyskland, som er et af de vigtigste tv-markeder, men som kiksede i kvalifikationen ved at tabe til Polen over to kampe.

VM foregår i Qatar og spilles fra 15. januar til 1. februar. Danmark er kvalificeret i kraft af sin andenplads ved EM.

/ritzau/