VM: Fifa holder tæt i sag om mulig matchfixing

Det internationale fodboldforbund, Fifa, holder kortene uhyre tæt til kroppen i sagen om mulig matchfixing i forbindelse med Camerouns kampe ved VM i fodbold.

Camerouns fodboldforbund har meldt ud, at det vil undersøge landets kampe i Brasilien, efter at der er kommet beskyldninger frem om aftalt spil.

Det afrikanske hold tabte alle tre VM-kampe til Brasilien, Mexico og Kroatien, og det er især 0-4-nederlaget til kroaterne, der skal kigges nærmere på.

Men Fifa-talskvinde Delia Fischer vil hverken be- eller afkræfte, om også verdensforbundet er i gang med en undersøgelse.

- Som vi har sagt konstant - før VM og nu under VM - kommer vi ikke med udtalelser om, hvorvidt der er en undersøgelse i gang, når det drejer sig om mulig matchfixing og andre ting. Vi skal ikke forstyrre en eventuel undersøgelse, siger hun.

Den midlertidige præsident for Camerouns fodboldforbund (Fecafoot), Joseph Owona, siger, at en komité er blevet bedt om at se nærmere på beskyldningerne, som særligt koncentrerer sig om syv af Camerouns landsholdsspillere.

Anklagerne om aftalt spil kommer fra den dømte svindler Wilson Raj Perumal, som over for det tyske magasin Der Spiegel på havde forudsagt resultatet af kampen mod Kroatien, og at en Cameroun-spiller ville blive vist ud i løbet af opgøret.

Midtbanespilleren Alex Song blev som bekendt udvist før anden halvleg, da han uden grund plantede en albue i ryggen på Kroatiens Mario Mandžukić. Opgøret

blev også skæmmet af en episode, hvor Benoît Assou-Ekotto forsøgte at nikke sin holdkammerat Benjamin Moukandjo en skalle.

Fifa-præsident Sepp Blatter mødte ved et hotel i Rio en gruppe journalister, og han blev spurgt til sagen.

- Jeg har hørt om det, men lad dem nu undersøge sagen, lød det fra Blatter.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip