VM-finale: Rikke Møller Pedersen skuffer

Det er først søndag, Rikke Møller Pedersen ventes at hive guld hjem til Danmark ved svømmernes kortbane-VM i Qatar, når hun skal svømme på favoritdistancen - 200 meter bryst.

Lørdag eftermiddag havde den danske brystsvømmer dog chancen for at overraske med en medalje på den halve distance, men det var hun ikke i nærheden af.

Tiden 1.04,84 minut var kun sjettebedst i finalen, men havde danskeren svømmet op til sit bedste, havde hun faktisk fået bronze.

Rikke Møller Pedersens nordiske rekord hedder 1.03,79 minutter, og kun to svømmere i VM-finalen var hurtigere. De var til gengæld meget hurtigere.

Jamaicas Alia Atkinson vandt guld i tiden 1.02,36 minutter, mens Ruta Meilutyte tog sølvet i tiden 1.02,46 minutter. Bronzen gik til hollænderen Moniek Nijhuis i tiden 1.04,03 minutter.

Rikke Møller Petersen svømmer søndag morgen indledende i 200 meter bryst. Finalen svømmes søndag eftermiddag.

/ritzau/

Dagens Gossip