VM-fløj ryger ud af dansk trup til OL-kvalifikation

Skrevet af admin

18/03/2016

Mest læste i dag

Når de danske håndboldkvinder fredag indleder OL-kvalifikationen mod Rumænien, bliver det uden højrefløjen Anne Mette Pedersen.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen har fredag morgen sat navn på de 16 spillere, der skal spille Danmark til OL i Rio de Janeiro.

Fire spillere er fredag morgen sorteret fra af landstræneren, deriblandt Anne Mette Pedersen, der i december var en del af det danske VM-hold.

Højrefløjen fra København Håndbold har dog mulighed for at komme ind i varmen igen, da Klavs Bruun Jørgensen må foretage to udskiftninger i løbet af OL-kvalifikationen, der spilles i Aarhus i denne weekend.

Ud over Anne Mette Pedersen har landstræneren frasorteret bagspilleren Mia Rej, målvogteren Cecilie Greve og stregspilleren Mia Biltoft.

Danmark møder Rumænien fredag klokken 19. Desuden skal danskerne op imod Montenegro og Uruguay.

OL-kvalifikationstruppen:

* Målvogtere: Sandra Toft og Rikke Poulsen.

* Fløjspillere: Simone Böhme, Fie Woller, Trine Østergaard og Ann Grete Nørgaard.

* Stregspillere: Kathrine Heindahl og Louise Svalastog Spellerberg.

* Bagspillere: Anne Cecilie Dornonville de la Cour, Kristina Kristiansen, Mette Tranborg, Stine Jørgensen, Anne Mette Hansen, Pernille Holmsgaard, Rikke Skov og Camilla Dalby.

/ritzau/