VM-historie: Historiens tre tyske pletskud

Skrevet af admin

16/06/2014

Mest læste i dag

Tyskland indleder VM i Brasilien mandag med et brag mod Portugal.

Tyskerne har for vane at nå langt i VM-sammenhæng - og er tre gange gået hele vejen. Det var dog dengang, Tyskland var delt, og det var Vesttyskland, der triumferede alle tre gange.

Her er et tilbageblik på de tre slutrunder, der endte med tysk jubel:

1954 i Schweiz:

Ungarns "magiske magyarer" var midt i en stime på 53 kampe, der blot bød på et eneste nederlag, men til alt uheld kom bommerten netop, som det betød mest: I VM-finalen mod undertippede Vesttyskland.

Ferenc Puskas og hans kumpaner havde ellers slået de senere verdensmestre 8-3 i en gruppekamp, der var medvirkende til at gøre turneringen til historiens mest målrige VM.

Men Vesttyskland rejste sig på forbløffende vis i finalen og vandt 3-2 på Helmut Rahns sejrsmål seks minutter før tid, og så kunne anfører Fritz Walter tage Jules Rimet-trofæet med hjem i toget til sit krigsødelagte land.

Verdensmester: Vesttyskland.

Topscorer: Sandor Kocsis (Ungarn), 11 mål.

1974 i Vesttyskland:

Hollænderne kom vadende ind på scenen med Johan Cruyff og hele den gyldne generation, og de burde være rejst hjem med en VM-triumf som belønning for træner Rinus Michels' fremsynede Totalfodbold.

Men de glemte at spille finalen færdig, da de havde bragt sig på 1-0, og så kunne Gerd Müller i sin sidste landskamp give Vesttyskland 2-1-sejren på hjemmebane i München.

Sydamerikanerne skuffede, og et hårdt spillende og ucharmerende Brasilien måtte nøjes med fjerdepladsen i en regnfuld tysk sommer.

Verdensmester: Vesttyskland.

Topscorer: Grzegorz Lato (Polen), 7 mål.

1990 i Italien:

Vesttyskland tog sin tredje VM-titel med en finalesejr på 1-0 over Argentina, men for de fleste andre var VM i Italien en skuffende turnering fyldt med kedelige opgør mellem destruktive hold.

Cameroun vandt de neutrale hjerter ved at nå kvartfinalen og i øvrigt tæve verdensmesteren Argentina i åbningskampen, men det var alligevel argentinerne, der med Diego Maradona som trækæsel nåede finalen.

Turneringen huskes også for det engelske fund Paul Gascoigne og hans tårer, og for at hollænderen Frank Rijkaard spyttede den tyske angriber Rudi Völler i krøllerne i en dramatisk 1/8-finale.

Verdensmester: Vesttyskland.

Topscorer: Salvatore Schillaci (Italien), 6 mål.

/ritzau/