VM i Brasilien er tæt på at slå alle tiders målrekord

Skrevet af admin

13/07/2014

Dagens topnyheder

VM i Brasilien har gode chancer for at ende som den mest målrige VM-slutrunde nogensinde.

Inden søndagens finale mellem Tyskland og Argentina er der scoret 170 mål. Den nuværende rekord for flest mål ved et VM blev sat i 1998 med i alt 171 mål.

Målene væltede ind i begyndelsen af turneringen, men i knockout-fasen er scoringsfrekvensen faldet dramatisk.

Assistentlandstræner Peter Bonde og FC Nordsjællands angrebstræner Mark Strudal mener ikke, at man skal tolke de mange mål som et udtryk for højere kvalitet end tidligere. Det er få angrebsstjerner som Neymar, Lionel Messi og Arjen Robben, der har glimtet.

- Vi var oppe på mere end tre mål i snit per kamp i begyndelsen. Det var ren hurlumhej, og til dels et udtryk for, at forsvarsspillerne ikke var på tidligere tiders niveau, mens stjernerne slog til, siger Peter Bonde.

- Konsekvensen af de mange mål har været tydelig, for holdene har lukket festen ned og stillet sig i kompakte kæder. Næsten alle knockout-kampe har været kedelige at se på, mener han.

Mark Strudal glæder sig over nogle spektakulære scoringer under turneringen, men han synes, at mange hold har tænkt for defensivt. En undtagelse er Tyskland, der har lavet 17 mål eller nøjagtig 10 procent af scoringerne under VM.

- Det har mange gange været nogle få spillere, der har sat sig igennem. Det har været overlagt til enkeltmandspræstationer.

- De fleste hold har spillet med meget lav risiko, og jeg håber ikke, at det er en tendens, vi skal se fremadrettet, siger Mark Strudal.

- Tyskland spiller med en større risikovillighed og tør bringe mange spillere med frem. De har scoret mange mål og trukket gennemsnittet op. Det er få hold, der har scoret målene til VM.

- Mange hold har ikke været interesseret i at have bolden, og det er lidt trist. Flere kampe har været langgabere, især i knockout-fasen, siger han.

De seneste 16 år er der blevet spillet 64 kampe ved VM, men før i tiden blev der spillet færre kampe. Det højeste målgennemsnit per kamp nogensinde ved et VM var i 1954, hvor der blev scoret 140 mål i 26 kampe - eller 5,4 mål per kamp. I Brasilien lyder gennemsnittet på 2,7 mål per kamp.

Søndagens finale mellem Argentina og Tyskland bliver fløjtet i gang klokken 21.

/ritzau/