VM i skak: Ny remis mellem Carlsen og Anand

Magnus Carlsen og Viswanathan Anand spillede remis i ottende parti ved VM i skak tirsdag. Duellanterne spillede også remis mandag.

Det betyder, at norske Magnus Carlsen fører med 5-3 i kampen om verdensmesterskabet, hvor det gælder om at opnå 6,5 point som den første.

Ottende parti varede kun omkring en time og et kvarter. Magnus Carlsen foretog sine træk meget hurtigere end sin indiske modstander, og det betød, at nordmanden havde mest tid tilbage på klokken, da partiet sluttede.

På et tidspunkt i partiet fik duellanterne byttet adskillige brikker. Carlsen slog en af Anands brikker ud, hvorefter Anand kunne eliminere en Carlsen-brik og så fremdeles.

Det så ud til at passe Magnus Carlsen glimrende. En remis passede nordmanden fint på grund af føringen på to point.

- Magnus havde en lille fordel undervejs, men han virkede tilfreds med at få remis. Det virkede som om, at begge parter var tilfredse, siger Magnus Carlsens far, Henrik Carlsen, til den norske tv-station NRK.

- Vi tager et parti ad gangen. Jeg tror, det bliver en spændende slutspurt, forudser farmand Carlsen.

Magnus Carlsen vandt parti fem og seks, mens alle de øvrige partier er endt med remis.

/ritzau/

Dagens Gossip