VM-kvinder har lært af ungarsk øretæve

Skrevet af admin

10/12/2015

Dagens topnyheder

Både klarinetter, næb og muler hang efter håndboldkvindernes 22-29-nederlag til Ungarn onsdag aften i Herning. Torsdag eftermiddag var humøret noget bedre.

40 minutters optagelser af kampen var forinden genset på hotellet. Selvpineri af værste skuffe - kan man mene. Men også brugbar viden om, hvad der gik galt og hvorfor.

- Ved at se video har vi fået et bedre billede af, hvordan kampen reelt forløb. Tit er man meget følelsesmæssigt påvirket lige efter kampen. Det var skidt på mange måder, men vi var ikke så langt fra, som vi havde følelsen af lige bagefter.

- Vi gav Ungarn bolden flere gange på grund af for hurtige beslutninger, eller fordi vi var udisciplinerede. Mange ting skal blive bedre, men det var tydeligt, hvad det var, der var galt, og det er jo trods alt positivt, siger fløjspiller Ann Grete Nørgaard.

24 tekniske fejl havde træner Klavs Bruun Jørgensen og spillerne talt i gensynet med kampen mod Ungarn. Uhørt mange. Så mange, at Danmark faktisk havde færre afslutninger end det antal mål, Ungarn scorede.

- 24 fejl er alt for mange. Når vi gjorde det godt i forsvaret, smed vi bolden væk i angrebet. Men nu har vi set på videoen, hvordan vi skal positionere os, hvis Montenegro gør noget af det samme som Ungarn.

- Det var meget konstruktivt at se ting som, hvis jeg rykker halvanden meter den vej, kan jeg komme fri. Vi lavede mange fejl i den kamp, men det var tydeligt at se, hvordan vi kan ændre det til kampen mod Montenegro for ikke at ryge i de samme fælder igen.

Ann Grete Nørgaard kalder lussingen for god læring for både spillere og den nye landstrænerduo, Klavs Bruun Jørgensen og Søren Herskind.

- Der er aldrig nederlag, der er dårlige. Kun hvis man ikke tager dem til efterretning eller ser indad.

- Klavs og Søren har været åbne om, hvad de kunne ændre. Og vi skal blive bedre til at spille mere på intuition, se rummene og udnytte dem i stedet for at blive låst af et system, siger Ann Grete Nørgaard.

Målvogter Rikke Poulsen er enig i, at det var en god ting at pine sig selv foran tv-skærmen.

- Jeg synes faktisk ikke, det var så galt, som jeg følte lige efter kampen. Med 24 tekniske fejl er det svært at vinde en håndboldkamp, men vi gør en del gode ting.

- Det er en god kamp at lære af. Det var godt at se den. Vi skal eksempelvis blive bedre til at slå bolden i jorden.

- Vi ved alle, der er ting, vi kan rette. Som oftest lærer du mest af dine nederlag og af virkelig at være under pres. Sket er sket, men kampen mod Montenegro er en ny kamp, og du bliver ikke en dårligere håndboldspiller af en dårlig kamp, siger Rikke Poulsen.

Danmark møder Montenegro fredag klokken 20.45.

/ritzau/