VM-lejren lukker af for indviklet OL-regnestykke

Skrevet af admin

19/12/2015

Dagens topnyheder

Det ligger fast, at håndboldkvinderne er klar til næste års OL-kvalifikation, men hvem Danmark skal møde i de uhyre vigtige kampe i marts er fortsat uklart.

Puljesammensætningen er først klar, når finalen og bronzekampen er afgjort søndag aften, og systemet er så kompliceret, at man skal holde tungen lige i munden for at få et nogenlunde overblik.

I den danske VM-lejr har både spillere og ledere taget konsekvensen af den tågede situation: De har valgt at lukke af for alle spekulationer før VM's sidste spilledag, hvor Danmark spiller om femtepladsen mod Rusland.

- Der er simpelthen for mange ubekendte til, at vi kan sige noget fornuftigt om det, sagde holdets presseansvarlige under VM, Alexander Elverlund, før lørdagens presseseance, hvor spillerne frabad sig spørgsmål om det komplicerede emne.

I alt seks OL-billetter skal uddeles i tre kvalifikationspuljer. Der er fem hold i hver pulje, og de to bedste kommer altså med til Rio de Janeiro.

Danmark kan ikke havne i den letteste af de tre puljer, som kun består af to hold fra Europa, der er det altdominerende kontinent inden for kvindehåndbold.

Søndagens resultater afgør, hvilken af de to øvrige puljer, Danmark ender i, men eftersom bronzekampen og finalen bliver afviklet efter Danmarks kamp mod Rusland, er det stort set umuligt at spekulere i resultaterne.

Uanset resultaterne vil Danmark ende i en pulje med tre europæiske hold, så håndboldkvinderne skal altså under alle omstændigheder udmanøvrere et stærkt europæisk hold fra at komme til OL.

- Lige nu betyder det ikke så meget for mig. Jeg skal bare have at vide i god tid, hvem vi møder, så jeg kan begynde at forberede mig, lyder det fra Klavs Bruun Jørgensen, der slår fast, at Danmark naturligvis vil gøre alt for at slå Rusland søndag.

Efter danskernes og russernes duel spiller Polen bronzekamp mod Rumænien, inden Norge og Holland tørner sammen i finalen klokken 17.

/ritzau/