VM-optimistisk Klavs Bruun: Det ser godt ud

Skrevet af admin

23/11/2015

Dagens topnyheder

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen går ind i de sidste to ugers VM-forberedelser med stor optimisme.

Inden håndboldkvinderne senere på ugen rejser til en firenationersturnering i Spanien, glæder den nye landstræner sig over, at stort set samtlige spillere ser ud til at have ramt topformen.

- Det ser rigtig godt ud over hele linjen. Nu ser vi bare frem til de sidste forberedelser før det enormt spændende VM, der venter, siger Klavs Bruun Jørgensen på mandagens pressemøde i København.

Landsholdet spiller i den kommende weekend de sidste tre testkampe, når Spanien, Angola og Tunesien er modstandere i Spanien.

Foreløbig har landstræneren udtaget 19 spillere, men det tal skal barberes ned til 16, inden VM starter.

Men Klavs Bruun Jørgensen holder kortene tæt til kroppen i spørgsmålet om, hvem der er i fare for at blive vraget umiddelbart før sæsonens store håndboldhøjdepunkt.

- Jeg vil ikke sige noget om, på hvilke positioner der stadig kan være tvivl. Nu skal vi også se, om der opstår skader i de næste dage.

- Det kan godt være, at vi tager alle 19 med til turneringen i Spanien, men det kan også være, at vi allerede inden afrejsen er klar over, hvilke spillere vi vil have med til VM. Og så kan vi jo lige så godt udtage holdet, forklarer Klavs Bruun Jørgensen.

VM i Danmark begynder 5. december. Danmarks modstandere i den indledende pulje i Herning er Tunesien, Japan, Serbien, Montenegro og Ungarn.

Finalen og bronzekampen spilles 20. december.

/ritzau/