VM: Svenskerne glæder sig til dansk hyggepublikum

Skrevet af admin

13/12/2015

Dagens topnyheder

Der venter det svenske håndboldlandshold stiv kuling fra tribunerne i Boxen i Herning søndag aften, men de 12.000 danske tilskuere får ikke svenskerne til at ryste i bukserne før 1/8-finalen.

Efter at have set Danmarks kamp mod Montenegro på video er den svenske anfører, Sabina Jacobsen, blevet bekræftet i sit indtryk af det danske publikum som "pænt".

- Vi glæder os helt vildt. Vi ved, at der er mange tilskuere. De hepper ikke på os, men selve kulissen bliver fed. Det er ikke tit, man får lov til at spille sådan nogle kampe, siger Sabina Jacobsen, der til daglig spiller i FCM Håndbold.

- Havde det været et Balkan-publikum på 12.000, havde det ikke været så fedt, når alle står og buher mod os. Nu ved vi jo, at det er godt publikum. De hepper på Danmark, men de opfører sig pænt, siger Sabina Jacobsen.

Samme indtryk har den svenske landstræner Tomas Sivertsson fået. Han har som forberedelse til søndagens knald-eller-fald-kamp set Danmarks kampe mod Serbien, Ungarn og senest mod Montenegro.

- Det bliver mere en fest. Andre steder risikerer man at miste sin tryghed. Det tror jeg ikke, vi gør her. Jeg tror, at alle kommer til at nyde at spille en af de største kampe i livet med så mange mennesker og alligevel en positiv energi, siger Tomas Sivertsson.

Kampen bliver et møde mellem spillere, der kender hinanden ud og ind. Syv af de svenske spillere optræder for klubber i den danske liga, og flere af de øvrige har gjort det tidligere.

Der er derfor næppe ret meget, der kommer bag på den svenske landstræner, når først kampen er i gang.

- Danskerne spiller ikke med den samme taktik, som de havde tidligere, men vi har også mødt andre hold, der dækker en offensiv 6-0.

- Spillernes store kendskab til hinanden gør meget. De kender hinanden så personligt, at de er bekendt med modstandernes favoritfinter og skud, siger Tomas Sivertsson.

Særligt én dansk spiller er faldet i svenskernes øjne hidtil i turneringen.

- Anne Mette Hansen var rigtig god mod Montenegro. Hun var meget bedre i den kamp, end hun har været i København Håndbold i år. Det virker som om, hun har meget selvtillid, og hun går på alt, siger Sabina Jacobsen.

Selv om det vil være en stor skuffelse for de svenske EM-bronzevindere at ryge ud allerede i 1/8-finalen, er det danskerne, der er under størst pres søndag aften, mener hun.

- Danmark har hjemmebane, der er store forventninger til dem, de kæmper for OL-kvalifikation og har en ny landstræner. Der står meget på spil for dem.

- Hvis det havde foregået i Sverige, havde det været os, der var under stort pres, for når man spiller på hjemmebane, vil man jo vise sit land, at man spiller bedst. Så presset er størst på danskerne, siger FCM-spilleren.

1/8-finalen mellem Danmark og Sverige begynder klokken 20.45.

/ritzau/