VM-triumf: Argentiner lykønsker det colombianske folk

Skrevet af admin

29/06/2014

Dagens topnyheder

Det colombianske fodboldlandsholds argentinske træner, José Pekerman, er ved at blive lidt af en nationalhelt i Colombia.

Lørdag spillede Colombia sig i VM-kvartfinalen med en 2-0-sejr over Uruguay, og efterfølgende gør Pekerman i hvert fald sit til at blive endnu mere populær.

- Tillykke til det colombianske folk. De fortjener dette, og jeg er glad for at stå i spidsen for holdet. Vi vidste, hvem vi mødte. Uruguay er en svær modstander, men alt det hårde arbejde betalte sig, siger Pekerman.

Han er ikke fremmed for VM-kvartfinaler. Tilbage i 2006 første han sit hjemland Argentina frem til VM-kvartfinalen ved slutrunden i Tyskland. Her tabte Argentina efter en straffesparkskonkurrence til de tyske værter.

På fredag skal Pekerman endnu engang prøve at knække en VM-vært i en kvartfinale, eftersom Brasilien er modstanderen.

James Rodriguez scorede begge mål for Colombia i lørdagens kamp, og han er nu oppe på fem scoringer i Brasilien. Det gør ham til VM-topscorer, inden de resterende 1/8-finaler skal spilles.

Monaco-spilleren ser frem til opgaven mod Brasilien.

- Der er intet pres. Selvfølgelig skal vi være forsigtige. Brasilien har fantastiske spillere, og vi skal passe på dem, men vi har dygtige spillere, og vi kan gøre tingene farlige for dem. Det bliver en flot kamp og en smuk en at spille med i, siger Rodriguez.

/ritzau/Reuters