VM: Tyskland imponerer inden storopgør mod Danmark

Skrevet af admin

18/01/2015

Mest læste i dag

Der var søndag aften en tidlig topkamp i Danmarks gruppe D ved håndbold-VM i Qatar, da Tyskland og Rusland ramlede sammen. Tyskerne viste god moral, kom stærkt tilbage og vandt 27-26.

Kampen blev spillet lige inden Danmarks opgør mod Saudi-Arabien. Og den gav et fingerpeg om, hvad der venter Danmark på tirsdag, når Tyskland er modstanderen.

Både Rusland og Tyskland havde vundet deres første kamp i gruppen, så sejren kan få afgørende betydning for stillingen i gruppen.

I en jævnbyrdig første halvleg fulgtes parterne pænt ad frem til stillingen 6-6. Hos Tyskland stod venstrefløjen Uwe Gensheimer for fire af de seks tyske mål.

Men i resten af første halvleg var Rusland klart bedst og kom foran med 13-9 inden pausen.

Intet var dog afgjort, og Tyskland kom langt bedre ud til anden halvleg og skulle kun bruge fire minutter til at udligne til 14-14.

Der var meget mere tænding at spore hos tyskerne, og målmand Silvio Heinevetter var ved at koge over, da russerne fik tilkendt et tvivlsomt straffekast.

Da backen Konstantin Igropulo satte det efterfølgende straffe i nettet, kom Heinevetter truende ud mod den russiske skytte.

Men den langskæggede Igropulo var dog ikke sådan at bringe ud af fatning, og han trådte frem mod den tyske keeper, inden dommerne skilte parterne ad.

Rusland kom foran 17-15, men var for overtændte i forsvaret og indkasserede flere dumme udvisninger, der bragte Tyskland i overtal.

Tyskerne udnyttede straks overtallet til at score fire gange i træk og vende kampen til 19-17-føring.

Kampens bedste spiller, Uwe Gensheimer, og tyskerne modsatte fløj, Patrick Groetzki, leverede i anden halvleg scoringer i topklasse og var en af hovedårsagerne til sejren på et enkelt mål.

Rusland var dog uhyre tæt på at få udlignet til slut, men den russiske playmaker Pavel Atman virkede tynget af nerver, da han sendte en aflevering langt ud over sidelinjen i stedet for at ramme sin helt umarkerede medspiller på fløjen.

På tirsdag skal Danmark møde Tyskland i Lusail Multipurpose Hall, og det bliver den første alvorlige opgave ved VM for danskerne.

/ritzau/