Voksne amerikanere er vilde med Apples ur

Skrevet af admin

15/04/2015

Mest læste i dag

Noget tyder på, at den amerikanske IT-gigant Apple er på vej med en ny global supersælger.

Det smarte ur, der kaldes Apple Watch, kommer officielt først i handlen den 24. april, men der er allerede stor opmærksomhed om produktet.

Reuters har fået instituttet Ipsos til at lave en meningsmåling blandt amerikanerne for at sondere interessen for det smarte ud, som Apple selv betegner som et produkt, der flytter grænsen for teknologi.

Målingen, som er foretaget blandt 1829 amerikanere, siger, at seks procent af USA's voksne planlægger at købe et Apple Watch.

Interessen er størst blandt mænd. Af dem siger ni procent, at uret appellerer til dem. Blandt kvinderne er det kun fire procent.

Ifølge Ipsos er der en fejlmargen i målingen på plus-minus 2,6 procent.

Hvis målingen rammer plet, betyder det baseret på befolkningstallet for 2014, at omkring 15 millioner Apple Watch kan ryge over disken i USA.

I det tal er yngre teenagere ikke medregnet.

Vurderingen af salget blandt finansdrengene på Wall Street har svinget mellem 10 millioner og 32 millioner globalt.

Van Baker, analytiker i analysefirmaet inden for teknologi, Gartner, siger, at målingen indikerer, at "en ret høj procent" er interesseret i Apple Watch.

- Det vil være godt for Apple, hvis salget kommer bare tæt på det, siger han.

Hvis amerikanerne bliver spurgt om den overordnede interesse for det nye ur - altså interesse uden umiddelbart at ville købe - så siger 18 procent, at de er interesseret. 76 procent siger, at de er ligeglade med uret.

Apple har i forvejen nogle storsællerter, herunder iPhone og iPad.

Blandt ejerne af iPhones siger 15 procent, at de agter at købe et Apple Watch.

Det er ikke offentliggjort endnu, hvornår det nye ur rammer danske butikker.

/ritzau/Reuters