Voksne børn lægger forældre på is

Mange voksne danskere har helt eller delvist brudt med deres biologiske ophav og lagt deres forældre på is.

Det viser en ny Gallup-undersøgelse, som er foretaget for Berlingske.

Fem procent af de voksne danskere har brudt kontakten med deres forældre, ni procent har overvejet at gøre det, men endnu ikke gjort det. Og otte procent har brudt kontakten, men genoptaget den igen, skriver avisen.

Familieforsker Lars Dencik fra Roskilde Universitet peger på, at velfærdsstaten har brudt gamle bånd mellem generationerne. Vi er simpelthen ikke økonomisk afhængige af hinanden i samme grad som tidligere, lyder det.

- Den materielle afhængighed betød, at man var nødt til at holde sig på god fod med hinanden. I dag er man sammen med sine forældre og hjælper og støtter dem og omvendt, fordi man vil hinanden det godt, siger han til Berlingske.

Det betyder med andre ord, at det i højere grad er følelser og i mindre grad penge og økonomisk tryghed, som holder sammen på familierne i dag, lyder vurderingen.

Psykolog Camilla Carlsen Bechgaard, som er en af forfatterne til bogen "FamilieFred med dine forældre", siger, at belastede forhold mellem forældre og voksne børn ofte træder frem i forbindelse med større begivenheder i livet.

Det kunne for eksempel være i forbindelse med valg af uddannelse, ny kæreste, skilsmisse eller stiftelse af familie.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV