Vold sender socialpædagoger på førtidspension

Socialpædagoger og socialrådgivere er ansat til at hjælpe andre, men det er ikke altid, hjælpen falder i god jord. Og så går det galt. De ansatte bliver slået, sparket og modtager hårde trusler.

Den slags tærer på kræfterne. Og faktisk er det så slemt, at der de seneste ti år er sket en fordobling i antallet af socialpædagoger og socialrådgivere, der får tilkendt førtidspension.

I 2002 fik 59 socialrådgivere og socialpædagoger tilkendt førtidspension på grund af psykiske lidelser. I 2012 var tallet oppe på 114, viser tal fra Pensionskassernes Administration (PKA) ifølge DR.

Hos Socialpædagogernes Landsforening mener formand Benny Andersen, at der er noget galt med systemet, når der kan ske en så markant stigning.

- Vores arbejdsmiljø er blevet meget hårdere. Og samtidig er det svært at dokumentere mange voldstilfælde. Selv om vi godt ved, hvad der skal til for at løse problemet, så er det som om, der ikke er nogen, der tager ansvar rundt omkring, siger han til Newspaq og tilføjer, at der er behov for et register, hvor voldsepisoder kategoriseres.

- Vi ved, at vold på arbejdspladsen ikke bliver registreret systematisk rundt om i landet, og når man ikke har den viden, er det altså svært at få ankerkendt en arbejdsskade.

Da Arbejdstilsynet ikke registrerer voldstilfælde systematisk, er det vanskeligt at vide præcis hvor mange, der udsættes for vold på jobbet.

Ifølge en undersøgelse som Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø lavede i 2012, er cirka seks procent af alle ansatte udsat for vold mindst en gang om året.

For socialpædagogernes vedkommende gælder det hele 38 procent, viser undersøgelsen.

Dagens Gossip

Dagens TV