Voldsom blomsterrøver fanget af overvågningsvideo

Skrevet af admin

07/11/2013

Dagens topnyheder

Københavns Politi offentliggør nu et billede af gerningsmanden til et meget voldsomt røveri hos blomsterhandleren på Nordre Frihavnsgade på Østerbro 24. oktober.

Under røveriet blev to ansatte stukket med kniv og slået med en totenschlæger.

Gerningsmanden blev "fanget" af et overvågningskamera umiddelbart før røveriet, og han beskrives af politiet som en mand, cirka 20-30 år og cirka 170-180 cm høj.

Han er almindelig til spinkel af bygning og har et markeret ansigt og kort karseklippet hår.

- Vi er ikke sikre på, at han har begået flere røverier, men der er flere sammenfald med et andet voldsomt røveri, hvor en ansat også blev stukket flere gange med kniv og slået, oplyser Jacob Bjerregaard Nielsen fra Efterforskningssektionen på Station Bellahøj.

- Desuden er der visse sammenfald med et røveri, der blev begået i går (onsdag) mod en frisørsalon på Vennemindevej, hvor ingen dog kom til skade.

Politiet vil gerne have offentlighedens hjælp til at identificere manden.

- Allermest håber vi selvfølgelig på, at han selv melder sig til politiet, siger Jacob Bjerregaard Nielsen, der også er bekymret for konsekvenserne af gerningsmandens tilsyneladende unødvendigt voldsomme fremfærd.

På 11 dage har der været to voldsomme knivrøverier i blomsterforretninger i København, hvor medarbejdere er stukket ned.

Ved det seneste røveri mandag eftermiddag blev en 48-årig kvindelig ansat i en blomsterforretning på den yderste del af Østerbrogade såret af knivstik.

Godt 10 dage før blev et ægtepar, der ejer en blomsterforretning på den nærliggende Nordre Frihavnsgade, også stukket ned under et røveri.

Eventuelle oplysninger om gerningsmanden kan gives til Københavns Politi på telefon 33141448 eller telefon 114.

/ritzau/