Voldsom eksplosion: Villa i Brøndby lagt i ruiner

En villa på Sognevej 8 i Brøndby ved København blev natten til søndag jævnet med jorden ved en kraftig eksplosion.

Politi og brandvæsen fik alarmen kort før klokken 02.

- Men da vi og brandvæsnet når frem, er hele huset overtændt, siger vagtchef Leif Bonde fra Københavns Vestegns Politi til Ritzau.

- Beboerne i huset og deres hund var heldigvis ikke hjemme, men på besøg et sted, fortsætter han.

Den eksplosionsagtige brand var så voldsom, at man på et tidspunkt valgte at evakuere naboerne på Sognevej 6. Det lykkedes dog brandvæsnet at begrænse ilden til villaen i nummer 8, der til gengæld er brændt ned til grunden.

Brandårsagen kender politiet endnu ikke, da brandteknikerne først mandag går i gang med deres undersøgelser. Men foreløbig tyder intet på, at branden skulle være påsat.

- Vi har søgt i området efter henkastede benzindunke eller andet, der kunne tyde på, at den var påsat, men vi har ikke fundet noget, forklarer Leif Bonde.

- Der kan være tale om en såkaldt røggaseksplosion, hvor noget har ligget og ulmet, så der er udviklet varme og gasser. Hvis der så pludselig kommer ilt til, så eksploderer det. Men vi ved ikke, om det er det, der er sket, understreger vagtchefen.

/ritzau/

Dagens Gossip