Voldsom meteorregn over Rusland

En meteorregn over Ural-regionen i Rusland natten til fredag skabte stor panik, voldsomme rystelser, smadrede vinduer, strømafbrydelser og mobiltelefoner uden signal.

Meteorregnen medførte en serie af eksplosioner i den nedre del af atmosfæren, som videre skabte en trykbølge - og det var den, som blandt andet fik glasset i vinduer til at sprænge i tusind stykker.

- En meteorit eksploderede over Tjeljabinsk-regionen. Trykbølgen fra den blæste vinduer ud flere steder, men ingen fragmenter fra selve meteoren ramte jorden, fortæller en talsmand fra de russiske myndigheder til nyhedsbureauet Interfax.

- Ifølge de foreløbige meldinger er fire mennesker blevet såret af flyvende glas, tilføjer talsmanden.

Der rapporteres en hel del materielle skader flere steder i regionen.

Vidner fortæller, hvordan de hørte høje eksplosioner natten til fredag, og hvordan voldsom panik bredte sig blandt befolkningen i regionen.

Det bekræfter myndighederne.

- Vi har modtaget adskillige opkald om panik, strømafbrydelser og kvæstelser, lyder det.

Ural-regionen er mest kendt for Uralbjergene, der er en 2500 kilometer lang bjergkæde i det vestlige Rusland. Kæden anses som den nordlige del af den naturlige grænse mellem Asien og Europa. Området er tyndt befolket.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip

Dagens TV