Voldsom stigning i antallet af markbrande

Skrevet af Ann Katrine Warren

22/08/2013

Dagens topnyheder

98 gange har en person ringet 112 og anmeldt en markbrand. Det er dobbelt så mange brande som på samme tidspunkt sidste år. Det viser en opgørelse, som Beredskabsstyrelsen har lavet.

Efter en varm og tør sommer har landmændene for alvor fået gang i høsten. Det betyder også højsæson for markbrande, og i år er antallet af brande ekstra højt. 

I løbet af august er de forskellige brandstationer rykket ud til 98 markbrande. Sidste år var der på samme tidpunkt blev registreret knap 40 brande via 112-alarmer, og i 2011 lå tallet på tilsvarende tidspunkt på 20.

Antallet af reelle markbrande i høstperioden ligger formentlig endnu højere, da en del af brandene registreres som ’mindre naturbrande’, når opkaldet kommer til 112. Opgørelsen af reelle markbrande ligger først klar, når brandvæsenerne har registreret deres udrykninger hos Beredskabsstyrelsen.

Normalt rykker brandvæsenet ud til mellem 150 og 200 markbrande i en gennemsnitlig august måned. Brandene antændes ofte af gnister eller varme fra høstmaskinerne, der står tæt på halm eller andet brændbart materiale.