Voldsom stigning i dyreværnssager i 2012

Udsultede heste, syge katte og vilde dyr i nød. De danske dyr har hårdt brug for hjælp. Det viser nye tal fra Dyrenes Beskyttelse, der har oplevet en stigning i henvendelser på godt 50 procent fra 2011 til 2012.

I 2011 modtog foreningen 5800 henvendelser, men i 2012 steg antallet af henvendelser eksplosivt og landede på 8500 henvendelser. Over 31.000 dyr var involveret i dyreværnssagerne.

- Vi havde forventet, at tallet ville stige, men at det er med 50 procent, det er nu alligevel overraskende, siger dyrlæge og dyreværnschef i Dyrenes Beskyttelse Jens Svenningsen.

Flere årsager til stigning

Dyreværnschefen vurderer, at man skal finde årsagerne til stigningen flere steder.

- I 2011 oprettet Dyrenes Beskyttelse en døgnåben vagtcentral kaldet 1812, og jeg er sikker på, at kendskabet til vagtcentralen er en stor og vigtig del af forklaringen. Nu ved folk nemlig, at de kan skaffe hurtig og gratis hjælp ved at ringe til 1812, når de ser et dyr i nød, forklarer Jens Svenningsen.

En anden forklaring kan være den økonomiske krise. Når det er småt med pengene, kan det nemlig også få triste konsekvenser for dyrene.

Ud af de 8500 sager, var der intet at komme efter i 2500 sager.

Dagens Gossip