Voldsom vækst for danskledet IT-komet

På blot et år har den danskledede, norske IT-komet Opera fået 60 millioner nye mobilbrugere.

Opera Software, som står bag internetprogrammet Opera, som er en pendant til Internet Explorer, Firefox, Chrome og Safari, har nu 250 millioner brugere på mobiltelefoner og tavlecomputere, viser regnskabstallene, som tirsdag morgen blev fremlagt i Oslo. 53,4 millioner af dem - eller 161 procent flere i forhold til for et år siden - er Android-brugere.

Stort opkøb til bedre mobilvideo

Netop mobilområdet er det vigtigste vækstområde inden for teknologiverdenen i øjeblikket.

Omsætningen er også vokset - fra 274 millioner norske kroner sidste år til nu 362 millioner kroner, men driftsresultatet er gået en anelse ned til 83,6 millioner kroner efter Operas opkøb af det amerikanske Skyfire for 155 millioner dollars tidligere i år - en satsning, der skal give bedre mobilvideo.

Det er forretningsområdet »Mobile Publishers & Advertisers«, som skiller sig kraftigst ud i årets første tre måneder. Væksten er på 166 procent. Afdelingen hjælper med at tilrettelægge reklamer på mobile enheder.

Dansk topchef

I spidsen for Opera sidder danske Lars Boilesen, der har været administrerende direktør siden januar 2010.

Opera-softwaren er gratis, og det norske selskab har alle dage haft ry for at være særdeles nyskabende, samtidig med at deres internetbrowser er blevet brugt på tværs af PCer, mobiltelefoner, tavlecomputere og TV-bokse.

Dagens Gossip