Voldsomme prisstigninger: Op til 185 procent dyrere at gå til tandlæge

Tandlægeforeningen er meget oprørte i disse dage. Sundhedsminister Astrid Krag er nemlig i al diskretion godt i gang med at gøre det dyrere at gå til tandlæge. Uden nogen forudgående åben politisk debat vil Astrid Krag forhøje prisen for kontrol efter undersøgelse hos tandlægen med helt op til 185 procent, skriver Tandlægeforeningen.

Sundhedsministeren vil fjerne det offentlige tilskud til den ydelse, der i fagsproget kaldes ”kontrol af diagnostisk fund ved diagnostisk undersøgelse” (Det almindelige tandeftersyn, red.). Ydelsen gives til stort set alle de voksne danskere, der går til tandlæge mere end én gang om året.

Hvis Astrid Krag fastholder at fjerne tilskuddet, vil prisen for den berørte kontrolydelse stige med 67 procent (fra 122,47 kr. - 204,12 kr.) for alle, der er fyldt 26 år, mens prisen for de 18-25-årige stiger med 185 procent (fra 71,44 kr. - 204,12 kr.).

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - ALTID GRATIS NYHEDER

Tandlægeforeningens formand Freddie Sloth-Lisbjerg er rasende over det, han kalder luskeri fra sundhedsministerens side.

- Vi tager afstand fra, at patienternes egenbetaling hos tandlægen stiger igen. Brugerbetalingen er rigeligt høj i forvejen, og den rammer socialt skævt. Men dertil kommer, at ministeren forsøger at liste disse prisstigninger igennem midt i sommerferien. Det kan vi slet ikke acceptere. Og jeg kan ikke sige mig fri for at få den tanke, at Astrid Krag prøver at gennemføre prisstigningerne diskret, så der ikke rigtig er nogen, der opdager dem, siger Freddie Sloth-Lisbjerg.

Tandlægeformanden henviser til, at prisstigningerne efter planen skal træde i kraft den 15. juli. Han forstår ikke sundhedsministerens hastværk, for Sundhedsstyrelsen er på vej med nye retningslinjer for, hvor ofte man skal indkaldes til tandlæge.

Dagens Gossip

Dagens TV