Voldsomme vandmasser spærrer ringvej i Odense

Skrevet af admin

27/12/2015

Dagens topnyheder

Voldsomme mængder regn er skyld i, at dele af Odenses ringvej er spærret, oplyser Fyns Politi. Store dele af Danmark har været ramt af de store mængder regn, som er væltet ned over landet i weekenden.

Beredskabsstyrelsen arbejder stadig på højtryk mange steder på Fyn, hvor Nordfyn og Østfyn har været hårdest ramt, lyder det i en pressemeddelelse.

- I Odense er O3 (Ring 3) fortsat spærret mellem Nyborgvej og Niels Bohrs Allé, og afspærringen forventes tidligst at vare til den 29. december med risiko for, at det kan strække sig helt til den 31. december.

- Det vil give gener for de, der har behov for at benytte strækningen, og man skal forlade sig på ekstra køretid til omkørsel, oplyser politiet.

Landevejen mellem Odense og Nyborg til Kertemindevej er fortsat åben og kan benyttes af juletrafikanter.

Beredskabsstyrelsen kan ikke oplyse, hvor meget vand der er tale om, men siger, at når der er tale om vandsamlinger så store, at de skaber trafikale problemer, så er der tale om i hvert fald ti til 25 millioner liter vand. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Derfor vil det forventeligt tage flere dage at få pumpet vandet væk.

Søndag aften var Beredskabsstyrelsen, der er sendt ud til opgaver i Syd- og Sønderjylland og Fyn slet ikke nået til ringvejen i Odense endnu.

- Og vi har ellers alt vores eget disponible mandskab i gang - det drejer sig om alle de 80 værnepligtige, vi har her i Haderslev, siger vagthavende Ulrik Mosekjær til Fyens Stiftstidende.

/ritzau/